Oversigt

Seneste nyt

Shah har været i god tro, siger hans forsvarer

No, thank you. Sanjay Shah har ikke noget på hjerte i forhold til dommers afgørelse om varetægtsfængsling.

I et retsmøde i Glostrup torsdag beder advokat Kåre Pihlmann dommeren om at løslade den bedrageritiltalte Sanjay Shah.

Der er ingen risiko for, at han vil flygte fra den kommende straffesag, lyder det fra forsvareren.

Desuden peger han på, at der ikke er en begrundet mistanke og slet ikke en særligt bestyrke mod den 53-årige britiske statsborger.

- Jeg gør gældende, at Shah har været i god tro, herunder om lovligheden af de aktiviteter, han har været beskæftiget med, siger Kåre Pihlmann.

På diagrammer har anklagerne vist komplicerede handelsmønstre i forbindelse med, at skattevæsenet modtog ansøgninger om tilbagebetaling af udbytteskat.

- Hvis man ønsker at begå bedrageri, hvorfor så sætte det store hjul i gang, spørger forsvareren retorisk.

Derimod har den ene af anklagerne, Dennis B. Rasmussen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, sagt, at der er helt klart er risiko for, at Sanjay Shah vil stikke af fra den kommende straffesag.

Siden 2009 har han boet i Dubai, hvor hans hustru og børn også lever.

Tiltalen drejer sig om bedrageri mod den danske statskasse for mere end ni milliarder kroner og dertil forsøg på at suge yderligere mere end en halv milliard ud af statskassen ved uberettigede ansøgninger om refusion af udbytteskat.

Sanjay Shah får ved retsmødet tilbud om at sige noget til dommeren, inden hun trækker sig tilbage for at overveje sagen.

- No, thank you, siger han.

/ritzau/