Oversigt

Seneste nyt

Fireårig pige er død efter påkørsel - chauffør er anholdt

En pige blev ramt af en varebil i et vejkryds på Amager. 29-årig mand sigtes for at køre i påvirket tilstand.

En fireårig pige blev tirsdag eftermiddag kort efter klokken 17 påkørt på Amager i København.

Pigen blev efterfølgende bragt til hospitalet, hvor hun er afgået ved døden.

Det oplyser vagtchef Jonathan Wald fra Københavns Politi.

Pigen blev påkørt i krydset mellem Holmbladsgade og Hessensgade.

Ifølge politiet var det en varebil, der skulle foretage et venstresving, som ramte hende.

Føreren af bilen - en 29-årig mand - er blevet anholdt. Han sigtes for uagtsomt manddrab og for at køre i påvirket tilstand, oplyser politiet på det sociale medie X.

Chaufføren bliver fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København onsdag. Her skal en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om ulykken klokken 17.13, og politiet har i flere timer efterfølgende været til stede ved ulykkesstedet.

- Vi laver tekniske undersøgelser, og så er der en masse vidner, der skal afhøres, fortalte vagtchef Jonathan Wald klokken 19.30.

Politiet har endnu ikke oplyst, hvad der nøjagtigt skete ved ulykken.

/ritzau/