Wozniacki forudså triumf som 10-årig: "Jeg bliver nummer et"

Allerede i en alder er bare ti år, vidste tennisstjernen fra Farum, at hun ville nå til tops.

Drømmen om en grand slam-titel er gået i opfyldelse for danske Caroline Wozniacki.

I finalen ved Australian Open besejrede den danske tennisspiller rumænske Simona Halep, og for første gang strøg hun til tops i en af de fire mest prestigefyldte tennisturneringer.

Caroline Wozniacki boede som barn i Farum i Nordsjælland med sine forældre og sin storebror.

Det var her den unge tennisstjerne slog nogle af sine allerførste bolde i Farum Tennisklub.

TV 2 Lorry mødte Wozniacki helt tilbage i 2001 og 2003, da hun var henholdsvis ti og 12 år gammel.

Selvom Wozniacki dengang var et ubeskrevet blad på den internationale sportsscene, var hun et spirende tennistalent med store drømme for sin fremtid.

Som 10-årig i 2001 vandt hun således DM for piger, og to år senere lykkedes det at nå til kvartfinalen i DM for voksne.

Nummer et

Den lille piges vindermentalitet kom især til udtryk, da TV 2 Lorrys reporter Michael Wichmann spurgte den dengang kun ti år gamle tennisspiller om, hvor god, hun troede, hun kunne blive.

- Nummer et, svarede Wozniacki efterfulgt af et stort smil.

Det skulle vise sig at holde stik.

I dag, cirka 17 senere år senere, kunne Caroline Wozniacki høste karrierens største triumf, efter næsten tre timers hård og intens tennis, hvor danskeren til sidst faldt grædende om på banen i sejrsrusen.

- Normalt græder jeg ikke. Men det er et meget følelsesladet øjeblik, sagde Wozniacki efter kampen med et stort smil på læben.

- Jeg har drømt om det her i så mange år, og at stå her nu er en drøm, der går i opfyldelse, sagde hun.