Lyngby sælger 18-årigt stortalent til Inter

18-årige Jens Odgaard har fået en fireårig kontrakt med Inter, der henter ham i Lyngby.

Efter lang tids spekulationer ligger det nu fast, at Jens Odgaard er fortid i fodboldklubben Lyngby.

Det 18-årige stortalent skifter til den italienske storklub Inter.

Det meddeler klubben fra Milano på sin hjemmeside.

- Den 18-årige, der kommer fra Lyngby, har underskrevet en fireårig kontrakt med klubben frem til 2021, lyder det i meddelelsen fra Inter.

Lyngby-træner David Nielsen erklærer sig på Lyngbys hjemmeside tilfreds med salget.

- Det er et salg, som vi i Lyngby Boldklub kan og skal være rigtig stolte af. Vi har tradition for at udvikle talenter, som er aktuelle for nogle af verdens største klubber, og her bliver Jens seneste skud på stammen.

- Vi har allerede set hans kvaliteter og potentiale i Alka Superligaen, og det skal vi være glade for. At Jens har vist sig frem i Superligaen har været vigtigt for holdet, klubben og Jens selv - og for Alka Superligaen som udviklingsliga.

- Han har gennemgået en flot udvikling, siden han kom her som helt ung, og han har alt det, der skal til for at blive topspiller, siger David Nielsen.

Jens Odgaard scorede i sidste sæson tre mål for Lyngby i Alka Superligaen. Her overraskede oprykkerklubben ved at vinde bronze.

Et af hans ligamål faldt i en 3-1-sejr over FC Københavns danske mestre.

Angriberen har spillet i alt 30 landskampe for Danmark på diverse ungdomslandshold.

Inter har de seneste år været en falmet storhed i italiensk fodbold.

Klubben vandt i 2010 med José Mourinho som cheftræner "the treble", det italienske mesterskab og den italienske pokalturnering samt Champions League.

Inter sluttede i sidste sæson som nummer syv i den italienske Serie A. Klubben har hentet Luciano Spalletti som cheftræner før den kommende sæson.