Lyngby Boldklub har klaret sig godt i dette års superliga. Eller fremragende, som mange af klubbens fans nok vil mene, da holdet lige nu er på vej mod den bedste sportslige sæson i 25 år, med blandt andet en nylig 3-1 sejr over FCK i bagagen.
Men på trods af de gode præstationer på banen, så går alting ikke efter planen i resten af klubben.
Klubben har nemlig stadig ikke fået den Superliga-licens, det kræver at spille i den bedste danske række. Det skriver Ekstra Bladet.
Økonomisk usikkerhed skaber problemer
Lyngby Boldklub har kæmpet med økonomien og været sat til salg i løbet af den forgangne sæson. Og det er den usikre økonomi der gjorde, at klubben ikke fik tildelt Superliga-licens, da DBU's licensudvalg mødtes i april måned.
Ifølge Ekstra Bladet er licensudvalget nemlig bekymret for, om Lyngby har penge nok til driften i den kommende sæson, og derfor er sagen nu sendt videre til DBU's licensappeludvalg.
Uenighed om kapitalbehov
Lyngby Boldklub er ejet af Hellerup Finans, der indtil nu har tilført klubben kapital for at kunne opretholde driften. Kapital, Lyngby Boldklub selv vurderede som tilstrækkelig, men som DBU er skeptisk overfor:
- Vi har udarbejdet et konservativt budget baseret på kendte omkostninger og indtægter, hvor vi mener der er tilstrækkelig likviditet tilstede. Men DBU har bedt os om at sikre yderligere kapital, selv om vi mener der ikke er behov for det, siger Torben Jensen, formand i Lyngby Boldklub, til Ekstra Bladet.
På grund af den seneste måneds usikkerhed har Hellerup Finans besluttet at klubben skal tilføres yderligere 20 mio. kr.
DBU's licensappeludvalg mødes i morgen, hvor det bliver afgjort, om Lyngby Boldklub får sin Superliga-licens.