Kampen fortsætter: Lyngby-spillere træner og håber på redning

Efter et spillemøde fredag formiddag træner Lyngby-spillerne. Der er møde med ledelsen klokken 15.

Fodboldspillerne i superligaklubben Lyngby fortsætter deres forberedelser frem mod søndagens forårspremiere i Superligaen, selv om spillerne i den konkurstruede klub fortsat ikke har fået løn.

Fredag formiddag afholdt klubbens spillere et kort spillermøde uden trænere eller ledelsen i klubben, og efterfølgende har spillerne sat kursen mod træningsbanen.

Det fortæller Lyngby-backen Michael Lumb.

- Vi har holdt et spillermøde, hvor der ikke var andre fra klubben til stede. Vi har talt om dagen i dag, hvor vi forhåbentligt bliver reddet.

- Nu går vi ud og træner, og så er der et møde klokken 15 med ledelsen, som spillerne også skal være med til, siger Michael Lumb.

Spillere venter med løn

Lyngby-formand Torben Jensen bad tidligere på ugen om at få forlænget fristen for lønudbetaling til fredag, hvilket spillerne via deres fagforening, Spillerforeningen, indvilgede i.

Fire Lyngby-spillere valgte senere onsdag at få ophævet deres kontrakt med Lyngby. Michael Lumb kan ikke sige noget om, hvorvidt han tror, flere spillere vil benytte sig af den mulighed, inden der er en endelig afklaring om Lyngbys fremtid.

- Jeg kan ikke tale på vegne af alle, uanset hvad min fornemmelse er. Jeg havde jo også en anden fornemmelse tidligere.

- Man kan sige, at spillerne er sig selv nærmest, siger Michael Lumb.

/ritzau/