40-årig fodgænger i kritisk tilstand efter færdselsuheld

Fodgængeren er efterfølgende blevet fragtet til Rigshospitalets Traumecenter


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er onsdag aften sket et alvorligt færdselsuheld mellem en personbil og en fodgænger i Virum.

En 40-årig mand er i kritisk tilstand efter uheldet, der er sket i nordgående retning ved krydset  Frederiksdalsvej / Kongevejen / Skodsborgvej.

Det fortæller Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

- Det vi umiddelbart lige kan sige nu her, det er, at det er sket i det nordgående spor lige syd for krydset. Den 40-årige mand, der er af polsk afstamning, har forsøgt at krydse vejen uden for fodgængerfeltet, oplyser vagtchef Søren Greve.

Manden blev efterfølgende kørt til Rigshospitalets Traumecenter.

Omkring klokken 20.30 var der stadig spærret af på uheldsstedet, men der vil snarligt blive løsnet lidt op.

- Lige så snart vores undersøgelser er færdige, bliver der lukket helt op igen, siger Søren Greve til TV 2 Lorry.

Nordsjællands Politi opfordrer desuden trafikanter til at køre forsigtigt i det våde føre.

- Som udgangspunkt har det regnet på det her tidspunkt, og vejret har formentlig haft en betydning for uheldet. Det er mørkt, og det skete uden for det oplyste kryds, siger Søren Greve.

 
 
 
 
 
 

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol