Når man skal til lægen eller på sygehuset, er det fremover Sundhedsstyrelsens anbefaling, at man har et mundbind med.
Styrelsen skærper mandag morgen sine anbefalinger. Rådet lyder nu, at både borgere og sundhedspersonale bør tage et mundbind på, når det ikke er muligt at holde afstand.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en meddelelse.
- Vi anbefaler nu som en ekstra forsigtighed, at personale, patienter og borgere bærer maske og mundbind i behandlings- og plejesituationer for eksempel på sygehus, plejehjem og ved egen læge, når det ikke er muligt at holde afstand, siger vicedirektør for Sundhedsstyrelsen Helene Probst i meddelelsen.
Kan give en ekstra beskyttelse
- Det betyder ikke, at alle skal bære maske hele tiden. Men i de situationer, hvor man skal helt tæt på hinanden, kan det give en ekstra beskyttelse og forhindre eventuel smittespredning.
- Hvis du skal til lægen eller på sygehuset og skal undersøges, så tag et mundbind med.
Mundbindet skal på ved tæt kontakt, uanset om der er mistanke om coronasmitte eller ej, skriver styrelsen.