44 kaniner fundet i halv meters afføring: "En utrolig trist sag"

Kaninerne er blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelse. De levede i en mørk stald i en halv meter afføring.

Tina Andersen, der er frivillig kredsformand ved Dyrenes Beskyttelse, og en medarbejder fra Roskilde Internat kørte onsdag aften ud til en stald for at se på en anmeldelse.

Der fik de sig en grim overraskelse.

I den mørke stald fandt de 44 kaniner, som levede tæt i små bokse, hvor der gennem længere tid ikke var muget ud eller gjort rent. Kaninerne gik rundt på en halv meter tætstampet afføring.

- Da vi kom ud for at hente kaninerne, kunne vi godt se, at der særligt var et par stykker, som så rigtig skidt ud. Vi skyndte os at sætte dem i transportbure og køre mod Roskilde Internat, men den kanin, der var i værst stand, døde desværre undervejs, fortæller Tina Andersen til TV 2 Lorry.

Mange af kaninerne havde sår, bylder, lange kløer, rifter og alt for længe tænder.

De mange sår er kommet af, at kaninerne har været oppe og slås, da alle 44 kaninerne gik sammen.

Det resulterede også i, at én af kaninerne døde i bilen på vej til internatet, og syv kaniner måtte aflives, da de havde taget så meget skade.

Mange af kaninerne havde sår og bylder på deres krop.
Mange af kaninerne havde sår og bylder på deres krop.
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Sagen fortalt 

Dyrenes Beskyttelse fik en henvendelse gennem deres vagttelefon af nogle, som havde kendskab til kaninerne, som var bekymret for dem. Sagen begyndte i starten af februar, hvor ejeren var igennem et længere sygdomsforløb.

I stedet overtog en bekendt ansvaret for kaninerne, men da de ikke havde det godt under de forhold, som de levede under, så valgte den bekendte at hjælpe ejeren med at skrive under på overdragelsen til Dyrenes Beskyttelse.

- Det er en utrolig trist sag, hvor antallet af dyr er steget ejeren fuldstændig til hovedet, og resultatet er, at ejeren ikke kan overskue at passe dem. Desværre ser vi det gang på gang, at to kaniner hurtigt bliver til rigtig mange kaniner, hvis de ikke bliver kastreret eller steriliseret, fortæller Yvonne Johansen, der er dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Donationer til de resterende kaniner

De 37 kaninerne, der stadig lever, er alle flyttet ind på Roskilde Internat, hvor medarbejderne har hjulpet til, så der er kommet plads til de nye beboere.

Kaninerne har været igennem et grundigt tjek hos internatets dyrelæge og har fået klippet deres lange klør og tænder. Her bliver de passet på og får en masse hø og æblegrene.

Kaninerne er nu flyttet ind på Roskilde Internat, hvor der bliver taget hånd om dem.
Kaninerne er nu flyttet ind på Roskilde Internat, hvor der bliver taget hånd om dem.
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Roskilde Internat har på deres facebook-side delt et opslag, hvor man kan se billeder af kaninerne. I kommentarfeltet er der mere end 300 mennesker, som har været inde og kommenterer på opslaget.

Nogle af de 300 mennesker har doneret penge, mens andre har delt deres medlidenhed med kaninerne. Mange har kommenteret, at de tilbyder deres hjælp ved at blive plejefamilie for dyrene.

- Donationerne til internatet bliver brugt på foder, krydderurter og grene. Derudover beder vi folk om at klippe deres frugttræer, hvis de har nogle derhjemme, som ikke er sprøjtet.

Det er sådan nogle ting, som vi har svært ved at skaffe indenfor så kort tid til så mange kaniner, fortæller Yvonne Johansen.

Det vigtigste er nu at få det sundhedsmæssige overblik over alle kaninerne, og derefter skal de sendes ud i nye hjem.