Sportsklubber står over for hård modstander: Virus får økonomiske konsekvenser

Sportsklubber og idrætsforeninger kan blive hårdt ramt økonomisk, når corona-pandemien tvinger dem til at holde lukket og aflyse arrangementer.

Der er forår i luften, og under normale omstændigheder giver det typisk travlhed i klubhuset hos Danske Studenters Roklub på Østerbro. Men i disse dage er der helt stille.

Roklubben er lukket på grund af corona-pandemien, og den planlagte sæsonstart er afblæst.

- Vores sæson starter reelt set på søndag, hvor der skulle have været standerhejsning. Det markerer starten på sommersæsonen, og her begynder vi typisk at optage nye medlemmer. Men det er selvfølgelig aflyst, fortæller Kasper Haagensen, som er formand i Danske Studenters Roklub.

quote På grund af nedlukningen frygter jeg, at vi kan miste 50-100 medlemmer i denne sæson

Kasper Haagensen, formand i Danske Studenters Roklub

Han spår, at corona-lukningen kan komme til at ramme klubben hårdt på medlemstallet. 

- I løbet af månederne april og maj får vi normalt cirka 100 nye medlemmer. På grund af nedlukningen frygter jeg, at vi kan miste 50-100 medlemmer i denne sæson.

Danske Studenters Roklub er landets største roklub med cirka 900 medlemmer. Medlemmerne betaler op til 3.100 kroner om året i kontingent. Et medlemstab i den størrelsesorden, kan derfor få økonomiske konsekvenser i 100.000-kroners klassen, frygter Kasper Haagensen.

- Vi kommer til at skulle skære ned nogle steder. Vi har gudskelov et økonomisk overskud fra tidligere, gode sæsoner, som vi kan trække på, men faldende indtægter fra kontingenter kan betyde, at vi ikke kan købe alt det udstyr, vi havde regnet med, siger han.

Bolden ligger stille

Også i boldklubben BK Skjold på Østerbro gruer man for konsekvenserne. Her har boldbanerne ligget øde siden 11. marts, og Jan Sørensen, som er formand for klubben, begynder tydeligt at mærke, hvordan virussen påvirker Danmarks største boldklub.

- Til at starte med tænkte jeg ikke, at denne virus ville komme til at påvirke os så meget. Men stille og roligt kan jeg godt se, at vi også bliver ramt. Der ryger omsætning hele tiden.

Klubben har måttet aflyse fodboldstævner, fællesspisning og sociale arrangementer, og sommerens planlagte fodboldskole er også i fare for at blive ramt af krisen.

- Der kommer jo nok ikke så mange deltagere som normalt, hvis vi først kan åbne for tilmeldinger senere på foråret, forudser Jan Sørensen.

BK Skjold har flere fastansatte, som lige nu er sendt hjem. Klubformanden vil i den kommende tid undersøge mulighederne for lønkompensation. 

Gymnastikforeninger hårdt ramt

Hos DGI Storkøbenhavn følger man udviklingen tæt. Idrætspolitisk konsulent Kasper Lund Kirkegaard fortæller, at flere bekymrede foreninger er begyndt at henvende sig:

- Lige nu rammer det primært gymnastikforeninger, som må aflyse forårsopvisninger. I mange foreninger er det indtægterne fra disse opvisninger, som medfinansierer mange af årets øvrige udgifter og aktiviteter. Så det er en vigtig indtjening, de går glip af.

quote Jeg har brugt de sidste ti år på det her og set det vokse. Nu kan jeg bare se, hvordan det hele på få måneder kan falde fra hinanden. Det kan man da godt blive lidt deprimeret over.

Pernille Urhøj-Kjær, direktør i LG Gymnastik

En af de ramte gymnastikforeninger er LG Gymnastik i Lyngby og Gentofte. I weekenden d. 24.-26. april skulle de have afholdt forårsstævne i Gentofte Hallerne med 10.000 gæster og deltagere. Men klubben har været lukket siden 9. marts, hvor to trænere kom i karantæne på grund af mistanke om corona, og sæsonens store opvisninger er siden blevet aflyst.

- Forårsstævnerne genererer en omsætning på omkring en halv million kroner. Indtægten fra stævnerne og fra vores forårssæson er afgørende for vores forening, men den går vi nu glip af, fortæller Pernille Urhøj-Kjær, som er direktør i LG Gymnastik.

Hun er i gang med at regne på, hvad det kommer til at betyde på længere sigt. I første omgang har Gentofte Kommune givet forskud på sit tilskud til foreningen, så den kan klare sig igennem sommeren.

- En ting er det økonomiske, men opvisningerne er helt centrale for vores medlemmer. Det er det, man øver sig til hele året, og alle glæder sig bare til forårsstævnet. Så aflysningen har givet rigtig mange skuffede børn, fortæller Pernille Urhøj-Kjær, som har stået i spidsen for LG Gymnastik siden 2010.

I den periode er klubben vokset fra 700 medlemmer til i dag 5.000, men succeshistorien kan slutte brat med corona-virussens indtog.

- Jeg har brugt de sidste ti år på det her og set det vokse. Nu kan jeg bare se, hvordan det hele på få måneder kan falde fra hinanden. Det kan man da godt blive lidt deprimeret over.

Mulighed for kompensation

DGI’s jurister og konsulenter arbejder i disse dage intensivt for at kunne rådgive og hjælpe de ramte idrætsforeninger og klubber bedst muligt.

Som det ser ud lige nu, kan foreninger, som har været tvunget til at aflyse arrangementer, søge kompensation fra staten for omkostningerne i forbindelse med arrangementet, mens den forventede fortjeneste ikke er dækket.

DGI har oprettet en hjemmeside, der løbende opdateres, hvor idrætsforeninger kan søge information om deres muligheder.