Politiet gør kæmpe våbenfund i Ballerup

En AK 47 og otte andre skydevåben blev fundet hos en 35-årig mand i Ballerup med tilknytning til bandemiljøet.

 

Politiets har fredag aften anholdt en 35-årig mand i Ballerup med tilknytning til rocker- bandemiljøet og fundet hele ni skydevåben - heriblandt en AK 47.

Under den efterfølgende ransagning af den anholdtes lejlighed har politiet fundet tre revolvere, to pistoler, en AK 47 automatriffel, en maskinpistol, en riffel, et oversavet haglgevær samt narkotika i form af hash.

Samtidig fandt politiet en mængde ammunition til de beslaglagte våben.

Det var politiets særlige bandeenhed Task Force Øst, der slog til mod manden som led i politiets intensive overvågning og efterforskning mod de dele af rocker- og bandemiljøet, der i øjeblikket er i konflikt, oplyser chefen for Task Force Øst, Kim Kliver.

- Vi skal nu se, om de her våben var på vej til at blive anvendt i rocker- bandemiljøet, eller om de har været anvendt, siger Kim Kliver til Ritzau.

Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør lørdag ved retten i Glostrup, hvor han blandt andet vil blive sigtet for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

Af hensyn til den videre efterforskning vil politiet begære lukkede døre under grundlovsforhøret.