Politiet advarer mod tricktyve, der vil "sprøjte mod corona"

Tricktyve, der bruger coronavirus som anledning til at komme ind i folks hjem, er lige nu på spil på Sjælland.

Igen udnytter tricktyve corona-krisen til at begå kriminalitet.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver på Twitter, at man har fået flere anmeldelser fra Sjælland, hvor to mænd har påstået, at de skal ind i folks hjem "for at sprøjte mod corona".

"Hvis de lukkes ind, stjæler de", skriver politiet.

De to mænd beskrives som ikke-etniske danskere med brun hud og skæg. De har optrådt maskeret, og de kører i en hvid bil.

Hvis du ser dem, så kontakt politiet på 114.1

De to falske rengøringsmænd blev af ofrene beskrevet som:

A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk, Iført: sort tøj;

B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, 165-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Talte: Dansk, Iført: sort tøj.

 

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi 

Ikke første gang

I slutningen af april plagede tricktyve, der udnyttede corona-krisen, også på Vestegnen.

Her havde politiet fået tre anmeldelser over 11 dage i Brøndby, Glostrup og Hedehusene.

Tricktyvene havde i flere tilfælde kontaktet ældre på bopælen under henvisning til at skulle ind og gøre ekstra rent, spritte af eller hjælpe med værnemidler.

Når tricktyvene er kommet ind på bopælen, har en person talt med den ældre, mens en anden har stjålet værdier.

- At bruge corona-situationen til at få adgang til ældres bolig, er noget vi ser på med stor alvor. Der er grund til opmærksomhed - både blandt de ældre, men også hos deres pårørende, som vi opfordrer til at tale med deres ældre familiemedlemmer om episoderne, sagde politikommissær Tue Lauenblad dengang.

TV 2 Lorry har skrevet om eksempler på tricktyveri, hvor coronavirus blev brugt til at komme ind i ældre borgeres huse helt tilbage i start marts.

Her havde en tricktyv påstået, at 83-årige Lis skulle evakueres på grund af coronavirus.