DBU inddrager Lyngbys superligalicens

Lyngby får uanset de sportslige resultater i denne sæson ikke lov at spille med i Superligaen næste år.

Uanset om det lykkes for Lyngby Boldklub at kravle over nedrykningsstregen i Superligaen i denne sæson, kommer klubben ikke til at spille fodbold i landets bedste række i næste sæson.

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler, at klubben ikke får fornyet sin superligalicens, fordi forholdene på Lyngby Stadion ikke lever op til reglerne.

Det skyldes både, at man endnu ikke har fået lagt varme ned under græsset, men også at der fortsat ikke er 3000 siddepladser til rådighed på stadion.

Lyngby har været bekendt med problemet hele vejen gennem denne sæson, idet man sidste år kun fik midlertidig dispensation til at spille på Lyngby Stadion.

Hvis man kunne dokumentere, at manglerne ville blive forbedret, ville licensen blive fornyet.

- Denne dokumentation har klubben ikke indsendt til licensudvalget før behandlingen af klubbens licensansøgning, skriver DBU på sin hjemmeside.

Lyngby har lige nu seks point op til OB på 10.-pladsen med fem spillerunder igen. De to klubber mødes i næstsidste spillerunde i det, der ellers kunne være blevet den afgørende kamp om nedrykning.

Også Blokhus har fået besked på, at klubbens stadion ikke lever op til kravene, og derfor vil klubben blive rykket ned fra den næstbedste række, Betsafe Ligaen.

Blokhus har med syv spillerunder igen hele 10 point op til nedrykningsstregen.

Begge klubber har mulighed for at anke afgørelsen. Det skal ske seneste tirsdag den 15. maj.