Kunderne svigter: DSB lukker flere stationskiosker

Stationerne i Humlebæk og Snekkersten mister 7-Eleven kioskerne på grund af lav omsætning. Dermed fortsætter bølgen af kiosklukninger.

Du har snart købt din sidste croissant, kop kaffe eller avis på stationen i Humlebæk eller Snekkersten. Hvis du da nogensinde har købt noget dér. For DSB meddeler, at kioskerne på de to stationer lukker 30. juni - begge steder skyldes det alt for lav omsætning.

 -Det er ikke lykkedes at holde butikkerne rentable, så der kan være en kiosk på stationen, siger Aske Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB Kommerciel. 

Han siger i samme forbindelse, at antallet af kunder i Humlebæk sidste år faldt med 10,7 procent og i Snekkersten faldt det med 5 procent. Begge steder er nedgangen fortsat i år. Og dermed fortsætter en hel stribe af kiosklukninger på Kystbanen.

De to 7-Eleven butikker sælger billeter, som kiosker på andre stationer gør. Men flere og flere passagerer køber deres billetter elektronisk, og der har har kioskerne haft svært ved at holde en omsætning selv på det centrale område. Dertil kommer, at kunderne heller ikke har ladet sig ælokke af for eksempel tilbud om frisksmurte sandwiches.

 -Det har ikke været nok, trods en stor indsats fra personalet,” siger Aske Wieth-Knudsen.

Togkunder, der hidtil har købt deres billet i 7-Eleven butikken, kan fremover rejse på Rejsekort eller købe billetten andre steder. Det kan eksempelvis være i DSB’s App, i DOT’s App, i DSB’s netbutik på dsb.dk eller i DSB’s billetautomat på stationen, i 7-Eleven på stationerne i eksempelvis Kokkedal og Helsingør eller ved at kontakte DSB’s kundeservice på tlf. 7013 1415, skriver DSB i en pressemeddelelse.