Socialdemokratiet vil koble DSB og Banedanmark sammen

Socialdemokratiet vil trække al togdrift tilbage til DSB. Det kan dog give problemer i forhold til EU.

Et nyt statsligt selskab skal stå for driften af både tog og skinner i Danmark, mener Socialdemokratiet. Det skriver Jyllands-Posten fredag.

Partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, vil slå DSB og Banedanmark sammen.

I dag har enkelte private aktører såsom Arriva vundet udbud om enkelte strækninger. Når de kontrakter udløber, skal de ikke sendes på udbud på ny. I stedet vil Henrik Sass Larsen tage driften på strækningerne hjem i det nye selskab.

Mere effektivt system

Hele omlægningen skal bunde i en bred, politisk aftale, som skal løbe 15 år frem.

- Det er vores skyld som ansvarlige politikere, at vi har troet på, at udbud og privatisering var en vej til at opnå et bedre og mere effektivt system. Der er nødt til at sige entydigt: Det duer ikke på det her område, siger gruppeformanden til avisen.

Henrik Sass Larsen advarer om, at togtrafikken risikerer at "havne i samme suppedas" som PostNord, hvis det nuværende "naturligt offentlige monopol" udfordres yderligere.

DSB's ledelse har selv givet udtryk for, at DSB kan køre uden statsstøtte i 2030. Det forudsætter, at DSB kører på samme strækninger som i dag.

EU kan være en hindring

Når selskabet er oprettet og al togdrift er hentet ind under dets vinger, skal 40 procent af det på sigt kunne sælges til udvalgte investorer, mener Socialdemokratiet.

Ifølge Jyllands-Posten kan Socialdemokratiets udspil køre ind i en forhindring, når det møder EU's krav om, at al togdrift i løbet af nogle år skal sendes i udbud.

Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre er enige i, at Banedanmark ikke bør fortsætte. Der er ifølge Jyllands-Posten ikke megen opbakning til at stoppe udliciteringen af togdriften i Danmark.

I juni var transportminister Ole Birk Olesen (LA) ude med et forslag om at sætte hastigheden op på udliciteringen af togdriften. Ministeren ønsker ikke over for Jyllands Posten at kommentere S-udspillet.

/ritzau/