18-årig kvinde overfaldet i S-togstunnel - overfaldsmænd og redningskvinde efterlyses

Politiet efterlyser nu to gerningsmænd, men vil også gerne i kontakt med kvinden, der kom den 18-årige til undsætning.

En 18-årig kvinde blev tirsdag klokken 13.50 udsat for et overfald i tunnelen under Køge Station.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Kvinde havde forinden taget regionaltoget fra Vordingborg til Køge, hvor to mænd i toget havde optrådt højlydt og slået i bordet. 

quote Det er jo fuldstædig uacceptabelt, at de her to mænd overfalder et sagesløst offer, der ikke har gjort noget eller givet anledning til en konfrontation.

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi

Kvinden og de to mænd stod alle af på Køge Station klokken 13.48 og gik tilfældigvis ud af samme udgang i toget. På stationen fulgte de to mænd efter kvinden, mens de råbte "krænkende og nedsættende ord" efter hende, beskriver politiet i døgnrapporten.

Kvinden, der skulle besøge et familiemedlem i Køge, gik ned i tunnelen under skinnerne, og her fulgte de to mænd efter. Pludselig løb de to mænd frem mod kvinden og begyndte at slå hende i ansigtet og på kroppen flere gange.

De stoppede, da en ukendt kvinde råbte dem an og flygtede derefter til fods mod stationspladsen. Den ukendte kvinde fulgte ikke efter, men blev tog sig af den 18-årige.

- Jeg håber, vi får denne sag opklaret, for det er jo fuldstædig uacceptabelt, at de her to mænd overfalder et sagesløst offer, der ikke har gjort noget eller givet anledning til en konfrontation, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Efterlyser overfaldsmænd og redningskvinde

De to mænd efterlyses nu af politiet.

De beskrives begge som mellem 16 og 19 år. Af bemærkelsersværdige detaljer skriver politiet, at den ene mand bar guldfarvede Adidas Superstar-sko.

Derudover vil politiet gerne have fat i den kvinde, der skræmte overfaldsmændene væk ved at råbe dem an. Politiet har desværre ikke yderligere beskrivelser af vidnet.

Politiet hører gerne fra personer, der enten var i toget mellem Vordingborg og Køge, der afgik klokken 12.57 fra Vordingborg og ankom klokken 13.48 eller på Køge S-station har bemærket de to mænd.

Politiet er lige nu i gang med at undersøge, om der er noget brugbart videoovervågning fra toget, stationen eller tunnelen.

Har du oplysninger i sagen, så kontakt politiet på telefonnummer 114.

Sådan beskrives overfaldsmændene:

Mand A

Mand, dansk af udseende, 16-19 år, 175-180 cm,

Kropsbygning: Almindelig

Hudfarve: Hvid

Hårfarve: Lys

Hårlængde: Kort,

Talte dansk,

Iført: Sort hættetrøje, blå jeans, hvide Nike sko.

 

Mand B:

Mand, Dansk af udseende, 16-19 år, 175-180 cm

Kropsbygning: Almindelig

Hudfarve: Hvid

Hårfarve: Brun

Hårlængde: Mellemlangt

Talte dansk

Iført: Tommy Hilfiger bluse, sorte jeans, Adidas Superstar sko i guldfarve.