Traditionsrigt julepynt fejrer jubilæum - bruger flere tusinde kroner

Centralhjørnet i København kalder endnu engang julen ind en måned før den 1. december. I år er temaet rødt og hvidt, og samtidig kan begivenheden fejre sit 20-års jubilæum.

Et virvar af mennesker suser rundt imellem hinanden på den lille intime bar i indre København

Én med favnen fyldt med granguirlander én anden med en stige og en håndfuld knaldrøde julekugler, som alt sammen skal hænges op over baren.

- Vi har arbejdet siden klokken otte i morges, siger Centralhjørnets ejer, Torben Rasmussen, til TV 2 Lorry.

Han har i dagens anledning iført et hvidt mundbind med rensdyrmotiv.

- Vi er jo mange, som står tæt, så vi skal passe på os selv og andre, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

På Centralhjørnet gøres der klar til jul.
På Centralhjørnet gøres der klar til jul.

Pynt for mange tusinde

Den overdådige juleudsmykning har barens personale og venner selv kreeret, og i tidligere år blev det estimeret til at have kostet mellem 75.000 og 100.000 kroner. Efterfølgende er pynten så blevet solgt for at betale for næste års kreationer, for temaet skifter hvert år.

Søndag blev dette års tema så endeligt færdig med en indvielse klokken 16, hvor interesserede kunne – og fortsat kan – komme og få en dunst af julehygge knapt to måneder før juleaften.

Adspurgt om, hvorvidt det måske er lige lovligt tidligt at minde folk om den 24. december, så er Torben Rasmussen dog en helt anden

- Tidligt? Det er nærmest for sent! Når man går rundt ude i butikkerne, så havde de jo allerede sat julepynten til salg i oktober. Det er jo helt vildt tidligt, og det har jeg aldrig oplevet før, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er en fast tradition at pynte op til jul på Centrahjørnet.
Det er en fast tradition at pynte op til jul på Centrahjørnet.

Vigtigt i den her tid

Samtidig er julepynten en vigtig del af hans forretning, da det ifølge Torben Rasmussen trækker mange kunder til i en svær tid.

Også på Centralhjørnet kan coronarestriktionerne mærkes, hvorfor Torben Rasmussen finder julepynten særlig vigtig i år.

- Vi holder fast i traditionen, for vi lever jo i en coronatid, hvor man ingenting må, og folk ændrer adfærd.

Og ifølge ham, kan det bestemt mærkes på folks humør.

- Vi får så mange kommentarer, når vi går og hænger det op herinde. De siger ”Nå, men det var også på tide!”, og ”Man bliver glad hver gang man går forbi”. Det er bare skønt.