Som 17-årig blev Haidar dømt for drabsforsøg. I fængslet blev han et litterært stjerneskud

21-årige Haidar Ansari blev for få år siden dømt for drabsforsøg. I fængslet mødte han mennesker, som viste ham, at han kunne mere og andet, end han troede.

Haidar Ansari tager et par skridt væk fra indkørslen til en kommunal genbrugsstation ved Hørgården, en del af Urbanplanen på Amager.

Han stiller sig på kanten af fortovet og en parkeringsbås.

- Det var lige her, hvor vi står, siger han lavmælt og med et alvorligt udtryk i ansigtet.

Det er fire år siden, et spontant, natligt opgør med nogle rivaliserende drenge i Urbanplanen sendte den unge mands liv på uvis kurs.

- Min gode kammerat blev stukket i siden af maven, så han fik tarmudfald. Og jeg stikker så modparten i bughulen, og han segner også sammen og bliver. Ja. Ilde tilredt. Det er ikke gode minder. På ingen måde. Tværtimod, siger Haidar Ansari, når han husker tilbage på den skæbnesvangre nat.

Heldigvis overlevede begge knivstikkene, men Haidar Ansari fik en dom på fem år for drabsforsøg.

Det skulle højst overraskende vise sig at være en velsignelse i forklædning.

Haidar Ansari på Gyldendal