Grunden står stadig tom: Det er nu 17 år siden Ungdomshuset blev ryddet

Ejerne af den tomme grund på Jagtvej 69 har tidligere barslet med planer for nyt byggeri på tomten fra Ungdomshuset. Men disse står fortsat i stampe.

Den tomme byggegrund på Jagtvej 69 i København står nu øde på 18. år.

Og der er fortsat ingen udsigter til, at tomten erstattes med en bygning.

Fredag markerer 17-året for den meget omdiskuterede rydning af Ungdomshuset den 1. marts 2007. Fire dage senere blev bygningen jævnet med jorden, og siden da er der ikke rigtig sket så meget på Jagtvej 69.

Der har ellers været talt om mange forskellige planer med grunden.

Jungleoase, ungdomsboliger, en park for at hylde kvindesagen, lejligheder til hjemløse og udsatte for blot at nævne et par stykker.

Men til TV 2 Kosmopol siger ejerne af grunden, at planerne for Jagtvej 69 fortsat står i stampe.

- Vi er ikke kommet længere med planerne. Så der er ingen nyheder herfra, siger Carsten Houtved, der er direktør i Udviklingsselskabet af 2010 ApS, som ejer grunden.

Hvad er årsagen til det?

- Det er der mange årsager til, men jeg skal nok vende tilbage, når der er noget nyt. Kan du have en god dag, siger direktøren og afslutter opkaldet.

- Problematisk grund

For to år siden var meldingen ellers en anden fra Carsten Houtveds side.

Da sagde han til TV 2 Kosmopol, at et byggeprojekt på grunden var på tegnebrættet.

- Lige nu sker der det, at vi overvejer at indsende et nyt forslag til Københavns Kommune om muligt byggeri på grunden, lød det fra direktøren i forbindelse med 15-året for Ungdomshusets rydning uden at komme nærmere ind på planerne.