I starten var det strictly business. Alene transaktionelt: Jeg bestilte en sandwich, og Sadan lavede den.
De første mange gange med den brummende pizzaovn i det rungende lokale på Gammel Kongevej som ensomt lydtæppe.
I takt med loyale bestillinger – altid en sandwich på durumbrød med artiskok, kartofler, mozzarella og ja tak til chiliolien – fulgte en gængs chit-chat.
Om vejret. Om coronavirus, nedlukningen, de mundbind, vi nu skulle have på. Om loppemarkedet ved rådhuset. Om stigende elpriser og inflation. Emner, der blev færdigdebatteret på relativt få sætninger.
Sådan gentog interaktionen sig vel en 80-90 gange, altid i forbindelse med weekendarbejde, hvor kantinen på mit arbejde er lukket. Men da jeg trådte ind i butikken en lørdag i februar, havde noget ændret sig.
Jovist, Sadan var stadig den smilende, skulderbrede mand, der kunne lave din sandwich på cirka seks minutter uden så meget pis. Men der var poser under øjnene, og menukortets prislister var plastret til med hvid overdækningstape, der røbede de nye tider.
- Jeg kan godt sige dig, min ven, det er ikke sjovt. Det er det ikke, sagde Sadan og sukkede dybt.
For det første var der den stigende konkurrence fra andre, nye spisesteder, der en for en var poppet op rundt om hans biks. Og så var der huslejen, som netop var blevet sat op med omkring 5.000 kroner om måneden ved indgangen til februar, fortalte han.
- Jeg er her nu, men jeg ved ikke, om jeg også er her i næste måned.
