Udvalg bremser lukning af dagtilbud for handicappede

Beslutning om at lukke to københavnske dagtilbud er skudt midlertidigt til hjørne. Politikere håber, at kommende budgetforhandlinger vil tilføre flere penge til handicapområdet.

Københavns Kommunes store millionbesparelser på handicapområdet har ikke alene vakt stor modstand blandt handicappede borgere og deres pårørende.

Også blandt politikerne i Socialudvalget ses en vis modvilje mod at forringe serviceniveauet på handicapområdet.

Det kom til udtryk onsdag aften, da Socialudvalget på et møde blev enige om, at man vil vente med at træffe beslutning om lukning af to dagtilbud til efter budgetforhandlingerne, der begynder i september.

Det er håbet, at budgetforhandlingerne kan kaste penge af til at undgå at lukke dagtilbuddene.

- Handicapområdet er for nuværende ramt hårdt, og vi har brug for at skabe sikkerhed omkring de borgere, vi har i vores forvaltning, og derfor skal vi prøve at få nogle flere penge igennem til budgettet. Det vil være helt galimatias at lukke nogle tilbud ned, når der er en politisk vilje om at genåbne dem om et par måneder. Det skaber usikkerhed for borgerne, og det er unødvendigt, siger Caroline Stage, medlem af Socialudvalget for Venstre, til TV 2 Lorry.

Det synspunkt deles af Laura Rosenvinge, som er medlem af Socialudvalget for Socialdemokratiet.

- Vi er enormt presset på handicapområdet i København. Nogle mener ligefrem, at vi ikke følger konventionerne, og jeg tror også, at alle borgere ville kunne se, at det her er noget, hvor der er brug for forbedringer, siger hun til TV 2 Lorry.

Socialdemokratiets Laura Rosenvinge (tv,) og Venstres Caroline Stage stemte begge for at bremse beslutningen om at lukke to dagtilbud.
Socialdemokratiets Laura Rosenvinge (tv,) og Venstres Caroline Stage stemte begge for at bremse beslutningen om at lukke to dagtilbud.
Foto: TV 2 Lorry

Lukning skal give besparelse på 4,2 millioner kroner

Københavns kommune skal spare i alt 84 millioner kroner på Socialområdet, hvor lukningen af to dagtilbud blandt andet skal være med til at give en besparelse på 4,2 millioner kroner.

Besparelserne er en direkte konsekvens budgetloven og det såkaldte serviceloft, som sætter grænser for, hvad kommunen må bruge af penge – også på personer med handicap.

Men som TV 2 Lorry sommeren igennem har kunnet fortælle, så har besparelserne store konsekvenser for handicappede, da de får mindre støtte i hverdagen, ingen ledsager på ferie, færre ture ud af huset, færre dage i skole, og beskæftigelse og pædagoger spares væk.

Af samme årsag er besparelserne ikke en let beslutning for Socialudvalget, forklarer Venstres Caroline Stage.

- Der er rigtig mange områder i Socialforvaltningen, der brænder. Det er der slet ingen tvivl om. Men handicapområdet har været særligt hårdt ramt af besparelser, så her er der en virkelig stor nødvendighed for, at vi tænker os godt om.

- Det har vi måske ikke gjort i første omgang, og derfor er det vigtigt nu, at vi fra politisk side trækker i håndbremsen, så vi kan gøre det her på den ordentlige måde og se borgerne i øjnene, siger Caroline Stage.