Danmarks travleste buslinje 5A blev for under en uge siden erstattet af den turkise, miljøvenlige ledbus 5C.
Bussen er større end sin forgænger, har flere døre, hvor passagerne kan stige både ind og ud, og man åbner selv dørene ved at trykke på en knap, som man kender det fra S-togene.
Men de første dage med de nye busser får hårde ord med på vejen fra flere passagerer på Din Offentlige Transports (DOT) Facebookside.
- Jeg forstår ikke hvorfor det skal være så svært at implementere en ny bus... og hvorfor det er at det er passagerne der skal straffes, når bussen ikke kommer... så vidt jeg ved, skal der kun være 4 min mellem busserne. Nu har jeg stået ved stoppestedet i 20 min., og endelig kom der en bus, skriver Camilla Haumann Rasmussen på Facebooksiden.
- Jeg melder mig til klagekoret. Jeg missede lige præcis en 5C, og vi ved jo alle, hvad det betyder de her dage. Du kan lige så godt ringe til chefen og melde dig syg. Man kan regne med +20 minutters ventetid og en fulstændig overfyldt bus, skriver Sarah T. på DOTs Facebookside.
Og mange andre føjer til:
- Vi beklager de uregelmæssigheder, som du oplever på linje 5C. Jeg kan oplyse, at der arbejdes på højtryk for at gøre linjen mere pålidelig hurtigst muligt, svarer DOT på kommentaren og skriver et andet sted:
- Der er et helt nyt 'passagerflow' i forbindelse med ind- og udstigning - Mange chauffører og passagerer, skal vænne sig til dette, og derfor holder busserne oftere længere tid ved hvert stoppested her i starten, svarer DOT en anden passager, der er utilfreds med ventetiden.
Der er dog også passagerer, der deltager i debatten, der er tilfredse med de nye busser:
- Jeg var ude, at køre med 5C i går. Det var en fornøjelse, og den blev større ved chaufførens begejstring over at køre den, skriver AnneKristine Hoffmann.
Og en anden opfordrede tidligere på ugen til, at man lige giver de nye busser en chance, før man kritiserer:
- Lad nu for pokker lige det nye koncept på 5C komme i gang og køre mere i end blot de 48 timer, det har eksisteret, inden man straks er bagklog på, hvordan tingene skulle have være anderledes, skrev Søren Ulnits.
Det er dørene, der driller
Hos Movia er de opmærksomme på opstartsvanskelighederne.
- Det er dørene, der har en del af skylden for forsinkelserne. Der sidder en sensor i dørene, som skal sikre, at folk ikke kan komme i klemme, og når passagerne står for tæt på dørene, så kan de ikke lukke. Og når dørene ikke er lukkede, kan busserne ikke køre, forklarer Per Gellert, forretningschef, Movia og fortsætter:
- Samtidig er det også en helt ny måde at drive bus på. Mange skal vænne sig til det. Man skal tjekke ind med rejsekortet et nyt sted, og man skal selv trykke sig ind i bussen ved at åbne dørene som i et S-tog, siger Per Gellert.
Busserne blev sat ind søndag, og selvom de endnu ikke kører med de planlagte fire minutters intervaller, så kan Movia se bedring for hver dag, der går.
Problemet med dørene forsøger de at finde en løsning på.
- Vi er ved at se på, om sensorerne er for følsomme, og i dag har vi planlagt et møde med operatøren Arriva og busproducenten for at se på, hvordan vi kan justere sensorerne. Om der er noget, vi kan gøre, siger Per Gellert, forretningschef, Movia.
Han oplyser, at antallet af henvendelser i Movia kundecenter og på Facebook er på niveau med det, der plejer at være, når der introduceres nye buslinjer.
Fakta om linje 5
- 5A er Nordens travleste buslinje med ca. 20 mio. årlige passagerer. Med lanceringen af linje 5C forventes en passagervækst på 5 pct. svarende til ca. 1 mio. passagerer årligt. Til sammenligning havde Københavns Lufthavn 29 mio. passagerer i 2016.
- Linje 5C forlænges fra Husum Torv til Herlev Hospital, og man vil derfor kunne komme direkte til Herlev Hospital fra Københavns Lufthavn uden skift. Linje 5C får også forbindelse til den kommende letbane i Ring 3.
- De nye 5C-busser har en række miljøfordele. Busserne kører CO2-neutralt på biogas og mindsker samtidig den lokale luftforurening i Herlev, København og Taarnby. Udover at være CO2-neutrale i drift udleder de nye busser 72 pct. mindre NOx og har 33 pct. mindre udledning af partikler end de nuværende busser på linje 5A.
- Cityline på 5C er bestilt og betalt af Herlev Kommune, Københavns Kommune og Tårnby Kommune. Kommunerne har samtidig investeret i at opgradere stoppestederne med nye læskærme og digital trafikinformation. Derudover har kommunerne investeret i flere større anlægsprojekter, som f.eks. endestationen ved Herlev Hospital, og på at skabe bedre fremkommelighed på Frederikssundsvej.
- Der er samlet investeret 185 mio. kr. i 5C.
- 5C er den første BRT-lignende buslinje i Danmark. BRT står for Bus Rapid Transit og er et internationalt buskoncept, som kendes fra europæiske storbyer som Paris og Barcelona.
- Cityline er Movias BRT-koncept, som byder på mere plads, renere miljø og nemmere rejse for de godt 20 mio. årlige passagerer på linje 5C.