Det er lidt som et OL i udspring, men hvor alle de vellykkede spring er klippet væk, så kun sidsteøjebliksredningerne står tilbage.
Den norske ekstremsport dødsing går ud på at springe ud fra et ti meter højt udspringstårn, strække kroppen ud i fuld længe for til sidst at krølle sig sammen. Jo tættere du er på at lave en maveplasker, jo flere point giver dommerne.
De senere år har dødsing, der lidt frit kan oversættes til dødsudspring, vokset sig stort i hjemlandet, og næste sommer kommer fænomenet til København.
Det siger presseansvarlig ved Det Internationale Dødseforbund (IDF) Paul Rigault til TV 2.
- Vi har fundet location og samarbejdspartner. Så det er 99 procent sikkert, at det kommer til København. Det må være force majeure, hvis det ikke sker, siger han.
Det er Det Internationale Dødseforbund, der arrangerer eventet med en dansk samarbejdspartner. Arrangementet vil som minimum bestå af en udspringskonkurrence, der udover at underholde de 5-10.000 tilskuere, arrangørerne håber at kunne tiltrække, også skal være kvalifikation til det årlige VM i Døds i Oslo.
Det er så vanvittigt potent, og det er skabt til sociale medier.
Datoen er endnu ikke fastsat, men det kommer til at foregå ved Reffen i København, der i dag huser et street food-marked.
Dødsing eksploderede på sociale medier
Det første VM blev afholdt i Oslo i 2008, og siden er ekstremsporten kun vokset. Verdensmesterskabet bliver nu sendt live på norsk TV 2, og ifølge Paul Rigault havde klip fra sidste års verdensmesterskab over 100 millioner visninger på Snapchat.
- Det er så vanvittigt potent, og det er skabt til sociale medier, siger han.
I år var der en større konkurrence i Stockholm, og fra næste sommer er det altså planen, at Danmark og måske også Finland skal være med. For interessen er enorm, siger Paul Rigault.
- Det startede som en norsk besynderlighed. Men med de sociale medier er det eksploderet, så vi har fået mange forespørgsler fra andre lande, der vil lave konkurrencer, siger den presseansvarlige.
Dansk arrangør er spændt på modtagelse
Det er den 24-årige danske snowboarder og hobby-dødser Rasmus Brøgger, som IDF samarbejder med for at få arrangementet på benene i København.
Det er en entertainment-sport. Alle vil se på det
Rasmus Brøgger, event-arrangør og hobby-dødser
Han er bosat i Norge på ottende år, og han fortæller, at man i dag ser dødsing overalt ved de norske badeanstalter.
- Jeg tror helt klart, at det er på vej frem. Det er en entertainment-sport. Alle vil se på det, siger han.
- Jeg er spændt på at se, hvordan Danmark vil reagere på det. Om der overhovedet er et marked for det. Det er jo ikke sikkert.
Vil kombinere dødsing med miljøaktivisme
Rasmus Brøgger har tidligere på sommeren arbejdet sammen med IDF. Det skete i starten af august, hvor han arrangerede et vandsportsevent i Oslo kaldet Waterfest.
Det er kun begyndelsen. Vi arbejder på at lave en skandinavisk turné med et verdensmesterskab i slutningen af sæsonen.
Waterfest var en kombination af en dødsing-konkurrence og et miljøinitiativ. Folk troppede op i deres kajakker eller paddleboards og var med til at samle skrald i Oslos havn.
Det er Rasmus Brøggers mål, at næste sommers event i København også skal have miljøperspektivet med.
- Jeg håber, at vi kan skabe noget positiv energi omkring det med, at vi skal blive bedre til at samle skrald og rydde plastik fra havene, siger han.
Planer om skandinavisk turnering
Næste års konkurrence i København bliver ikke den første af sin slags. I 2015 løb et lille event af stablen, og i år blev en konkurrence aflyst i 11. time, på grund af at en arrangør trak sig fra projektet.
Næste sommers arrangement bliver et forsøg. Hvis interessen er stor nok, er det IDF’s ambition at gøre det til en tilbagevendende begivenhed i Danmark og resten af Norden. Forbundet har en række sponsorer, der står klar til at lægge penge i konkurrencer i hele Norden.
- Det er kun begyndelsen. Vi arbejder på at lave en skandinavisk turné med et verdensmesterskab i slutningen af sæsonen, siger Paul Rigault.