Unge laver t-shirts mod bander: "Sammen siger vi fra"

Fem studerende fra uddannelsen KEA har designet en t-shirt, der vender bandenavnet Loyal to Familia på hovedet.

Loyal to Fiesta.

Sådan lyder et budskab, som en gruppe på fem studerende fra Københavns Erhvervsakademi, KEA, vil trykke på en bunke t-shirts. 

Sætningen er en åbenlys reference til banden Loyal to Familia, der er involveret i sommerens bandekonflikt på Nørrebro og i Nordvest. 

Idéen er at vende et navn, der normalt skaber frygt og forbindes med kriminalitet og vold til noget positivt: 

- Det er jo bare en t-shirt. Men vi tror på, at den kan skabe et fællesskab. Man giver udtryk for, hvad man føler. Det er en måde, hvorpå man kan give udtryk for, at man ikke vil have det her i gaderne, og så støtter man en god sag, forklarer Rasmus, der studerer E-design, til TV 2 Lorry.

Alle penge går til en ungdomsklub

Projektet er en del af en skoleopgave, der i sin enkelthed går ud på at tjene flest mulige penge med fire t-shirts som startkapital. De fem studerende har hver solgt fire t-shirts til deres familie og venner - for en god pris - og nu køber de stort ind, så de kan sælge til københavnerne. 

Tanken er, at de inden længe går i luften med en webshop eller en facebookside, hvor deres trøjer kan købes af unge mennesker og københavnere fra Nørrebro. 

 
 

Alle pengene vil de donere ubeskåret til en ungdomsklub, som gør noget godt for området, forklarer Rasmus, der selv bor i bydelen. 

Han er ærgerlig over banderne og føler sig generet af støjen fra helikopteren om natten. 

Tror du, man vil kunne færdes sikkert på Nørrebro i en t-shirt med Loyal to Fiesta på maven?

- Ja. Jeg tænker ikke at bandemedlemmer føler sig provokeret af noget så uskyldigt som en t-shirt. Det er blot en venlig måde at sige på, at det her ikke skal foregå i vores gader. Det er et forsøg på at skabe et fællesskab, og hvis nok mennesker er med på idéen, så man bliver en del af noget større, og så tænker jeg ikke, at man skal føle sig bange overhovedet. 

Allerede fredag vil de omtalte t-shirts være til salg.