I går samledes 30 af de udenlandske metroarbejdere, der har vidnet i sagen mod entrepenørfirmaet Cipa, hos BMJF i Valby. De kom for at få udbetalt de første 5 millioner kroner, som de blev snydt for mens de arbejdede på metrobyggeriet i København.
- Det er en sand festdag. Jeg er utrolig glad på vegne af alle dem, som har sat deres job på spil, for at få hvad de har ret til. Jeg synes det er utroligt fedt, at kampen er lykkedes, siger Jens Kirkegaard, Formand for BJMF.
I alt er Cipa blevet dømt til at betale 22 millioner kroner til deres tidligere ansatte i manglende løn, pension, søndag-helligdagsbetaling og overarbejdsbetaling. Metroarbejdere fra Italien og Polen er mødt op for at få udbetalt første rate af deres kompensation.
En af dem er Piotr Krzysztofik fra Polen.
- Jeg er utrolig lykkelig over at vi har vundet og at vores kamp har ført til noget. Jeg kom til Danmark for at tjene penge og arbejde under gode forhold. Det er først nu, det virkeligt er lykkedes, siger han.
De resterende penge bliver udbetalt i rater i løbet af de næste seks måneder.