Skud mod tre tilfældige på Nørrebro: Kvinde ramt

Der er skudt mod tre tilfældige personer på Nørrebro i nat. En tilfældig kvinde blev ramt.

Politiet oplyser torsdag morgen på et pressemøde, at der natten til torsdag har været to skudepisoder på Nørrebro. Den første episode sker på hjørnet af Heimdalsgade ved Nørrebrogade, hvor der bliver skudt mod en tilfældig mand, der ifølge politiet var kommet ud fra en forretning. 

- Det er efter vores overbevisning ikke en person, der har noget med bandekonflikten at gøre, lyder det fra Poul Kjeldsen, Politiinspektør, Københavns Politi. 

Der er en patrulje i nærheden, som efter skuddene eftersætter gerningsmanden. Da han når til Den Røde Plads afgiver gerningsmanden flere skud. Her rammer gerningsmanden en tilfældig kvinde og en tilfældig mand, bliver ramt af strejfskud, oplyser politiet ved pressemødet. 

Alle tre personer er tilfældige mennesker, der ikke har noget med den verserende bandekonflikt at gøre, siger politiet ved pressemødet. 

Politiet bekræfter, at det er en svensk kvinde, der er ramt. Københavns Politi vil ikke oplyse, hvor kvinden er ramt, men fortæller, at hun blev kørt til hospitalet og akut opereret. Hendes tilstand er stabil. 

26-årig anholdt

Gerningsmanden løber fra gerningsstedet og eftersættes til fods af politiet, som senere afgiver to varselsskud. Kort efter andet skud. Derefter bliver han standset og anholdt på Krogerupgade. 

Den anholdte er en 26-årig mand med tilknytning til bandemiljøet. Den formodende gerningsmand vil blive fremstillet i Københavns Dommervagt senere i dag.

Politiet oplyser, at der er fundet en pistol i området. Derudover er der også fundet en form for maskering. 

Forlydener om flere episoder

En journalist på pressemødet forklarer, at der har været forlydender om andre skudepisoder for nogle dage siden. Politiet kan ikke bekræfte episoden, men forklarer, at de har hørt om samme forlydender. 

- Banderne ringer ikke selv og siger, nu er der afgivet skud, siger politiinspektøren, og forklarer, at hvis ikke borgere anmelder det eller politiet selv opdager det, bliver det ikke anmeldt. 

Vi er massivt til stede

Politiet mener ikke de tre ugers stilhed på Nørrebro, har betyder, at konflikten var slut, men anser det for 'ærgerligt', at der nu igen er affyret skud i bydelen.

- Det er ærgerligt, at der kommer et skyderi mere.Vi har været forskånet længe, men det er et tegn på at konflikten ikke er slut, siger politiinspektøren. 

Politiet understreger at de forsætter deres massive indsats. 

- Vi gør, hvad vi kan for at borgerne kan føle sig trygge. 

- Vi er massivt til stede, og de vælger alligevel at afgive skud. Det er skruppelløst. Vi anser altså konflikt for stadig at være verserende, siger politiinspektøren.

Københavns Politi fastholder deres opfordring til borgerne på Nørrebro, om at være opmærksomme, når man færdes i det offentlige rum. 

Du kan se hele politiets pressemøde her: