Royal Arena vækker vrede hos naboer: "De sælger samme p-plads to gange"

Trods en høj parkerings-pris er beboerne i Ørestad langt fra sikre på at få en P-plads nær eget hjem, når der er arrangement i Royal Arena.

På fredag sker det, som mange danske heavy metal-fans har ventet længe på. Metallica spiller i den nybyggede Royal Arena i Ørestad, men det er ikke alle, der glæder sig.

Beboerne i Ørestad har af By & Havn fået besked på, at deres P-licenser til knap 1000 kroner om måneden ikke gælder til de godt 300 P-pladser ved Royal Arena, når der er arrangement, og i forvejen frygter mange beboere et veritabelt parkerings-kaos, når 15.000 koncertgængere vil valfarte til fra nær og fjern for at se Lars Ulrich og co.

Normalt har folk i Ørestad ikke problemer med at parkere tæt på deres hjem, men når så mange mennesker samles et sted, så vil det påvirke beboernes muligheder, og det er problematisk, mener formanden for Ørestads Parkeringsforening, Kirsten Lindberg Andersen.

Sælger samme vare to gange
- Med det høje beløb vi betaler om måneden, så burde der ikke være tvivl om, at man som beboer kan finde en P-plads i området, men kommunen vælger at sælge samme vare to gange – til både beboere og besøgende i arenaen. Det er for groft, siger Kirsten Lindberg Andersen til TV 2 Lorry.

- By & Havn taler om, at der kommer 3.000 biler, og de er udset til at holde på pladserne i vores P-huse, som vi betaler 12.000 kroner om året for. Det bliver total kaos, og når vores beboere kommer hjem, så er alle pladserne taget. Jeg har opfordret folk til at tage billeder på fredag, så vi på den måde kan dokumentere det over for kommunen, hvis det går så galt, som vi regner med.

Hvor skal busserne holde?
Allerede mens Royal Arena var ved at blive bygget, spurgte hun både arkitekten og arenaens bestyrelsesformand om de manglende parkeringer.

Dengang var beskeden ifølge Kirsten Lindberg Andersen, at der ikke var nogle, og at arenaens besøgende skulle holde på pladserne i området.

- Meldingen var, at det nok skulle gå, fordi de regner med at der kan være 6.000 folk med metroen i timen. Det vil jeg se, før jeg tror det. Vi er som sådan ikke negative over for arenaen, men jeg fatter ikke, hvordan byggemyndighederne fra starten af har givet tilladelse til det her uden parkeringspladser. Hvor har de tænkt sig at busserne skal holde, når de kommer med folk fra hele landet, siger Kirsten Lindberg Andersen.

By & Havn er flintrende ligeglade med os
Christina Winnie Simonsen har boet i Ørestad i halvandet år med sin mand, og hun er efterhånden også blevet frustreret over den måde, beboerne i området bliver tilsidesat på.

- For det første betaler vi horrible priser for parkering. Det er bondefangeri i forhold til de øvrige priser i København. Og nu bliver der så oven i købet begrænsning på, hvor vi kan parkere - man bliver bare så træt af det, siger Christina Winnie Simonsen til TV 2 Lorry.

I diverse Facebookgrupper diskuteres parkeringssituationen nøje blandt beboerne. I trådene har nogen for eksempel opfordret til, at man kan holde i Fields eller på Kongelundsvej, hvis man er udfordret på pladsen, men den løsning mener Christina Winnie Simonsen ikke er holdbar. 

- Det går jo ikke bare at skubbe problemet videre til et andet sted. Hvis alle pludselig holder i Fields, hvad så med de handlende, og på Kongelundsvej bor der også en masse mennesker, der skal parkere, så bliver det skruen uden ende, siger hun og sender en kraftig stikpille til kommunen.

 - By & Havn er flintrende ligeglade med os beboere!

TV 2 Lorry har været i kontakt med By & Havn, hvis kommentar vi bringer snarest.