Politimand anklages for lysekrone-tyveri

Værdifulde lamper fra Politigården i København fik høje hammerslag på Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

En sjælden sag om tyveri begået på Politigården i København er nu på vej i retten.

Tre lysekroner og fem lamper var en alt for stor fristelse for en ansat i politiet, som stjal tingene, hævder Statsadvokaten i København.

I tiltalen påstås det også, at to af hans bekendte begik hæleri ved at videresælge fem af de otte genstande på Bruun Rasmussen Kunstauktioner. 

Desuden er endnu en ansat i politiet også blevet tiltalt for hæleri, fordi han aftog en af lysekronerne og forsøgte at sælge den via Bruun Rasmussen og Lauritz.com.

De påstået stjålne sager har stor værdi. Tre af bordlamperne, designet af arkitekt Aage Rafn, fik hammerslag ved henholdsvis 40.000 kroner, 47.000 kroner og 65.000 kroner.

Den samlede værdi af de otte ting er oppe på cirka 310.000 kroner, lyder det fra Statsadvokaten i København.

Arkitekt Aage Rafn spillede en stor rolle ved udformningen af Politigården, og i den forbindelse designede han for eksempel nogle bronzestole, men altså også lamper.

Bordlamperne er udført i patineret bronze og monteret med en konisk skærm af opalglas. Art deco lysekronerne er i messing og prydet med glaskugler. 

Hvornår de påståede tyverier skal være sket, er der ifølge anklagemyndigheden ikke helt klarhed over.

I anklageskriftet hedder det blot, at tre bordlamper blev stjålet "på et ikke nærmere angivet tidspunkt i perioden fra januar 2014 til 3. december 2015." Yderligere to bordlamper skal være neglet i løbet af tre dage i juli sidste år. 

Tyveriet af de tre lysekroner skal være foregået i perioden fra januar 2013 til september 2015, fremgår det.

Den specielle sag har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som i september sidste år bad om hjælp til opklaringsarbejdet fra offentligheden.

Samtlige fire tiltalte i sagen nægter sig skyldige. Hvornår Københavns Byret skal behandle sagen, vides onsdag endnu ikke. Forsvareren for den ene af politifolkene, advokat Torben Koch, har tidligere udtalt, at mellem fem og ti vidner skal afhøres.

/ritzau/