Københavns Politi har fredag lukket et tilholdssted for bandegrupperingen Loyal To Familia i Tingbjerg ved København. Det meddeler Københavns Politi i en pressemeddelse.
- Borgerne i København har krav på at kunne være trygge og sikre i deres nabolag. Vi vurderer, at det nu lukkede bandetilholdssted udgjorde en trussel med denne tryghed og sikkerhed. Derfor har vi, med loven i hånden, forbudt adgang til lokalerne, siger politidirektør Anne Tønnes i pressemeddelsen .
Lokalerne, der ligger i kælderen på adressen Ruten 14, lukkes ifølge politiet af hensyn til naboernes tryghed og sikkerhed.
Lokalerne ligger i en bygning, der huser et bibliotek, en ungdomsklub og flere forretninger.
Lukningen sker, efter at medlemmer af LTF flere gange er truffet på adressen, og efter at politiet har konstateret, at det er en person med kendt relation til Loyal To Familia, der står som lejer.
Lukningen betyder konkret, at det fra i dag er forbudt at tage ophold på adressen og forbuddet er gældende fra den 27. oktober 2017 kl. 14 til den 10. november 2017 kl. 14.