Politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi er klar til at offentliggøre billeder af de personer, der kastede sten, fliser og jernkæder efter betjente i forbindelse med en stor aktion på Christiania den 17. juni.
- Vi har 30-35 gerningsmænd, som vi gerne vil finde, og som vi har video af. I dag har jeg sendt billederne ud til politiet på hele Sjælland, og hvis det ikke virker, har jeg tænkt mig at offentliggøre dem i medierne, siger Steffen Thaaning Steffensen til TV 2 Lorry.
Politiet har indtil videre anholdt og sigtet syv personer for vold mod betjente i forbindelse med aktionen, der var rettet mod den organiserede hashhandel i Pusher Street.
Torsdag fremstilles yderligere to personer i grundlovsforhør, oplyser politikommissæren.
Den ene mand kontaktede politiet, mens han var på ferie i Nordjylland. Han benægtede i første omgang at have brugt kasteskyts mod politiet, men da politiet kunne sende videosekvenser, der viste det modsatte, måtte han tilstå.
- Der er omkring 20 tilbage, og hvis der er andre, der har kastet noget, synes jeg, at de skal melde sig selv. Kan vi ikke finde de sidste, må vi offentliggøre billederne af dem i medierne. Det er ikke noget, vi normalt gør, men det er fuldstændigt sygt at kaste fliser og jernkæder med cykellåse på efter betjente, siger politikommissæren til TV 2 Lorry.
Han oplyser, at betjentene havde såkaldte gopro-kameraer på sig i forbindelse med aktionen, og at politiet har 'gode billeder af dem, vi gerne vil have fat i'.
Læs også: Stor aktion på Christiania: 17 anholdt og 30 boder revet ned
Det var meningen, aktionen den 17. juni skulle vare omkring tre timer, men den endte med at strække sig over fem timer, og stemningen på Christiania blev mere og mere ophidset, som tiden skred frem.
- Vi har seks kollegaer, der bliver ramt, og vi har en, der stadig er sygemeldt. Der er ansat nogle mennesker til at tage sig af de her ting ude på Christiania, og det er fuldstændig uacceptabelt, hvad de skal udsættes for, siger Steffen Thaaning Steffensen til TV 2 Lorry og fortsætter:
- Det er helt urimeligt, at der bliver kastet alt muligt efter dem, eller at de bliver svinet til på sociale medier. Det er ikke risikofrit, og vi kommer i den grad efter dem, der gør det.
Vold mod tjenestemand kan give op til seks års fængsel.