Offentligheden vil først kunne få indsigt i Peter Madsens mentalerklæring under retssagen imod ham. Og det er selvom den angiveligt skulle ligge klar allerede fra i dag.
Det skriver BT.
Ifølge avisen ventes det, at Københavns Politi mandag modtager mentalerklæringen på den drabssigtede ubåds-bygger.
Peter Madsen er blandt andet sigtet for have dræbt og parteret den svenske journalist Kim Wall under en sejltur i Øresund den 10-11 august.
Erklæringen vil blandt andet belyse, om Peter Madsen er farlig for sine omgivelser, sindssyg eller egnet til almindelig straf.
Men specialanklager Jesper Buch-Jepsen fra Københavns Politi oplyser, at offentligheden først vil få kendskab til psykiaternes konklusion under retssagen.
- Vi kommer ikke til at offentliggøre indholdet af mentalerklæringen, men man vil kunne få en indikation af, hvad der vil være vores strafpåstand ved at se nærmere på anklageskriftet, når det foreligger, siger Jakob Buch-Jepsen til BT.
Anklageskriftet mod Peter Madsen forventes ifølge BT at ligge færdigt i løbet af december.
En mentalerklæring vil normalt først blive læst op, hvis en tiltalt bliver kendt skyldig, og når retten efterfølgende tager stilling til strafudmålingen.