Beslutningen om at involvere alle medlemmer i en decideret overvågning af havnen blev truffet ved et bestyrelsesmøde i HavneForum København her til aften. Det sker i kølvandet på weekendens tragiske ulykke, hvor to unge amerikanske kvinder mistede livet.
HavneForum København er en paraplyorganisation for alle de foreninger, der holder til i havnen.
- Vi har en del medlemsforeninger, der stort set hele tiden har medlemmer, der er til stede i havnen. De vil holde øjne og ører åbne, og når de for eksempel ser nogen, der sejler for stærkt, så vil de registrere det. Vi vil gerne vide, præcis hvor mange farlige situationer, der er, siger Hans Christian Hansen, som er formand i HavneForum til TV 2 Lorry.
Klokkeslæt og forseelse
Formanden fortæller, at de længe har gjort opmærksom på de udfordringer, der er med havnens fartbøller som for eksempel dem, der drøner afsted på vandscootere.
Foreningen har flere gange været til møde med politi og myndigheder om problemet.
- Vores medlemmer ved vandet vil skrive klokkeslættet og forseelsen ned. Politiet bad os om det på et møde i december, siger Hans Christian Hansen.
Ingen betjente på vandet
HavneForum Købehavn så også gerne, at politiet fik flere beføjelser, så de for eksempel fik mulighed for at konfiskere både og vandscootere fra dem, der ikke overholder reglerne.
De undrer sig også over, at politiet - modsat for eksempel i Sverige - ikke har betjente, der patruljerer på vandet.
- Det er jo ikke fordi, de skal være der alle døgnets timer og hele tiden. Men det er da underligt, at når vi nu igen og igen ser de her problemer, at der så slet ikke er nogen betjente sat af til at forhinde det, siger formanden til TV 2 Lorry.
Se indslag "Kajakroere kræver handling nu!" fra 8.5.2017 her: