Nu åbner kobbertårnene: Det har anmelderne sagt om Axel Towers

Tirsdag åbner de fem tårne, Axel Towers, i Indre By i København. Den nye bygning er blevet rost til skyerne.

Kronprins Frederik klipper tirsdag det røde bånd foran de kobberfarvede tårne, Axel Towers, i Indre By i København.

De fem tårne har været længe undervejs, men nu er byggeriet endelig så færdigt, at det kan åbnes for offentligheden.

quote Det ligner filmarkitektur fra mellemkrigstiden eller et sætstykke fra Gotham City. 

Politikens anmeldelse af Axel Towers

De fremtrædende tårne, der kan ses fra de meget befærdede steder, Hovedbanegården, Tivoli og Rådhuspladsen, har fået rosende ord med på vejen fra diverse anmeldelser.

Både Politiken og Berlingske har givet byggeriet fem stjerner. 

- Axel Towers udgør i dansk sammenhæng et nybyggeri af en usædvanlig teatralsk karakter. Det ligner filmarkitektur fra mellemkrigstiden eller et sætstykke fra Gotham City. Bygningen virker storstilet ved sin kompakte konvulsiviske helhed, en bygningsklynge samlet og opstablet i et vertikalt crescendo, skriver Politikens anmelder, Carsten Thau.

Kom med Bag Plankeværket på Axel Towers-byggeriet i TV 2 Lorrys webdox.

 
 
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Scanpix

Axel Towers som nyt mødested

I mellem tårnene laves der en byhave med adgang for offentligheden. Og det roses af Berlingske: 

- Axel Towers har – når forretningerne og serveringsstederne kommer, og når pladsen er renoveret – en mulighed for at blive en vigtig del af fornyelsen og et nyt mødested i det stadig mere intense og fortættede København, der i disse år vokser i indbyggerantal, skriver Berlingskes anmelder Torben Weirup.

Men haven har også en æstetisk værdi, mener Politiken:

- I Axel Towers jongleres der med denne opdeling ved, at man ad trapperne kan stige op i Byhaven i ensemblets bug, hvor det indre gårdrum bliver til tårnenes ydre. En lokalitet, der i sine bedste kig opad fremstår som en katedral under åben himmel, skriver Carsten Thau. 

Det skal du vide om Axel Towers

  • Axel Towers' højeste punkt er 61 meter højt - 20 meter højere end Rundetårn.
  • Bygningens laveste tårn har syv etager, mens det højeste har 16.
  • 18.000 ud af det 23.000 kvadratmeter store byggeri skal bruges til kontorplads. Advokaterne Gorissen Federspiel er langt den største udlejer.
  • Stueplan og første sal skal blandt andet huse Starbucks Coffee, Klarlund og Peter Beier Chokolade.
  • Derudover gemmer den 17.200 kvadratmeter store kælder under Axel Towers på en p-kælder i fem etager, der både har plads til lejernes biler og udefrakommende.
  • De sidste arbejdere forlader Axel Towers i slut 2017.