Nikolaj blev umotiveret overfaldet: Nu efterlyser han mulig gerningsmand igen

Gerningsmanden bag et groft overfald i Indre København er stadig på fri fod.

- Jeg søger hverken din medfølelse eller din opmærksomhed, MEN jeg søger derimod DIN hjælp. Din hjælp til at finde den person som gjorde dette ved mig. Derfor jeg vil være dig dybt taknemmelig, hvis du vil trykke på den lille knap i bunden "del".

Sådan skriver Nikolaj Madsen på sin facebookside.

I skrivende stund har hele 23.000 danskere taget opfordringen til sig og delt teksten, som er vedhæftet en artikel fra TV 2 Lorry med en overvågningsvideo samt et fotografi af offeret selv i hospitalssengen på Rigshospitalet. 

Skader i hele ansigtet

Det er 15 uger siden, at Nikolaj Madsen blev overfaldet i Indre København.

Her brækkede han kæben, næsen, kindben og øjenhuler i begge sider af ansigtet. Han fik en blødning i hovedet, kraniebrud og hjernerystelse. 

- Ingen fortjener at blive udsat for noget lignende, og med tanke på at de personer, som politiet har efterlyst i forbindelse med overfaldet, stadig ikke er blevet identificeret, så håber jeg, at DU vil tage dig tid og hjælpe med at få identificeret personen på videoovervågningen, som politiet har offentliggjort, skriver Nikolaj Madsen.

Overvågningsvideo viser mistænkt

Det er endnu ikke lykkedes Københavns Politi at få identificeret gerningmanden, som man mistænker for det voldsomme overfald. 

Han beskrives som mand, cirka 25 år, cirka 190 cm høj, slank af bygning, kort mørkt hår og iført mørkt tøj og mørke sko. På overvågningsvideoen ses han gå muntert ned ad gaden med en ven. 

- Der er tale om et groft umotiveret overfald i form af slag og spark med forholdsvis store skader til følge for den forurettede, forklarede Københavns Politi den 5. juli, da man delte efterlysningen. 

TV 2 Lorry har været i kontakt med Nikolaj Madsen. 

Han er indforstået med denne artikel og glad for de mange delinger. Han ønsker dog ikke at udtale sig yderligere om overfaldet. 

Københavns Politi er endnu ikke vendt tilbage på TV 2 Lorrys henvendelse vedrørende efterforskningen. 

Københavns Politi har efter denne artikels udgivelse fjernet overvågningsbilleder af den mulige gerningsmand fra kommunikationshjemmesiden mynewsdesk. 

Det tyder dermed på, at politiet ikke længere efterlyser manden på videoen, selvom de altså endnu ikke har villet bekræfte, om det er den samme mand, som har meldt sig selv.

TV 2 Lorry har ligeledes valgt at slette videoen fra denne artikel. Det samme gør sig gældende for tidligere artikler, vi har bragt.

Her kan du læse mere om den seneste udvikling i sagen: