Millionerne ruller ind i Metroselskabet

Flere passagerer end forventet betyder, at Metroselskabet kan høste et solidt overskud for driften i 2016.

60,9 millioner. Så mange mennesker kørte i 2016 med metroen i København. Det er næsten fire millioner flere passagerer end i 2015, og det er noget, der kan mærkes i budgettet.

Således kunne Metroselskabet i 2016 høste et overskud på 291 millioner kroner i driftsresultater. Penge, der ifølge selskabet skal bidrage til finansieringen af selskabets anlægsprojekter.

Tog til tiden giver flere passagerer

Ifølge Metroselskabet skyldes det høje passagertal både, at der er flere passagerer i Københavns Lufthavn, og at metroen i 2016 havde den højeste pålidelighed i driften der nogensinde er målt.

- Det er afgørende for vores passagerer, at man kan regne med metroen. Hvis driftspålideligheden er høj, og man ved, at den næste afgang kun er få minutter væk, så vil passagererne gerne kollektiv transport. Det viser vores passagerfremgang. Derfor skal vi fremadrettet sikre, at den gode drift opretholdes samtidig med, at vi på en god måde får plads til endnu flere passagerer, siger Henrik Plougmann Olsen, adm. direktør i Metroselskabet.

Driftspålideligheden lå i 2016 på 99,2 procent.

Alt borearbejdet på den kommende Cityringen og Nordhavnsafgreningen er nu afsluttet, og nu begynder næste fase, hvor der skal lægges spor, installeres it-systemer og metrostationerne skal laves færdige indvendigt.