Bandelederen af banden Loyal To Familia, Shuaib Khan, er blevet kendt skyldig i at have fremsat trusler mod en betjent i forbindelse med en visitation på Nørrebro i natten mellem 31. juli og 1. august.
I dag, mandag, har bandelederen modtaget sin dom. Det skriver Ritzau.
Shuaib Khan idømmes en betinget udvisningsdom med en prøvetid på to år. Samtidig har han modtaget en fængselsdom, der lyder på tre måneder bag tremmer.
Anklagemyndigheden havde krævet, at Khan skulle udvises til Pakistan, fordi han ikke er dansk statsborger.
Dommer Kari Sørensen begrunder den betingede udvisningsdom med, at truslerne opstod lettere spontant uden at være planlagt.
Dermed ville en betinget udvisningsdom være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Gennem hele sagen har Khan nægtet sig skyldig.
Han forklarede dog tidligere mandag i retten, at han følte sig irriteret over betjentens hårdhændede behandling i forbindelse med visitationen. Her blev 30-årige Khan bedt om at tage alt tøjet af.
Betjenten forklarede på sagens første dag i september, at han rigtigt nok visiterede Khan "i bund".