Krydstogtboom: Vi har endnu et rekordår i vente

Krydstogtturismen vokser og vokser. Men det er ikke Danmarks fortjeneste.

Rekordmange krydstogtskibe anløber de danske havne i år, og for første gang nogensinde modtager Danmark mere end en mio. sejlende gæster, skriver Finans. Og væksten fortsætter. Friske tal viser, at krydstogtturismen også vil sætte rekord i 2018.

- Trafikprogrammet for næste år er stort set på plads. Det viser, at København kan forvente knap 900.000 krydstogtgæster i 2018. Det er rekord, siger Arnt Møller Pedersen, chef for krydstogter og færger i Copenhagen Malmö Port, CMP. 

I år kommer 850.000 gæster med skib til København, så der er tale om en fremgang på omkring fem pct. Også i Aarhus, som er Danmarks næststørste destination for krydstogtskibe, forventer man flere passagerer næste år.

Det er ikke antallet af skibe, der anløber havnene, som vokser. Til gengæld er skibene større.

- I år har vi 324 anløb, og af dem er der 55 skibe med flere end 4.000 passagerer. Sidste år var antallet af disse meget store skibe blot 15. Det gør en stor forskel, siger Arnt Møller Pedersen.

Krydstogter er en hurtigt voksende ferieform, men en del af væksten skyldes uro i den østlige del af Middelhavet, konstaterer Finans.

- Vi vil gerne klappe os selv på skulderen, men vi må også være ærlige og sige, at en del af forklaringen er, at rederierne har flyttet skibe fra Tyrkiet, Egypten og Tunesien, som har været præget af uro og terror. Den forskydning kommer Danmark til gode, siger Claus Bødker, som er chef for Cruise Copenhagen Network, som arbejder på at skaffe sejlende turister til København.