Købmand deler billede ulovligt: Vi ser ikke vores penge igen

Købmand griber til selvtægt i frustration over butikstyve. Men det er ikke ulovligt - og han har nu slettet opslaget.

"Vi har bemærket, at du ofte kommer i vores butik på Toftegårds Plads, og i sidste uge ville vi gerne have haft talt med dig, da vi havde en præmie til dig, som vi gerne ville give dig." 

Sådan begynder et Facebook-opslag fra Meny på Toftegårds Plads i Valby i København. Teksten er ledsaget af to billeder af en mand i fuld figur fra butikkens overvågningskameraer. 

- Jeg valgte at lægge billederne ud sammen med en tekst, der er formuleret på en meget pæn måde, siger indehaver af Meny-butikken, Brian Rosenstand, til TV 2 Lorry. 

Her kan du se hele opslaget fra Meny Toftegårds Plads. Opslaget er nu slettet fra deres Facebookside. 
Her kan du se hele opslaget fra Meny Toftegårds Plads. Opslaget er nu slettet fra deres Facebookside. 

I opslaget giver Brian Rosenstand udtryk for at manden på billederne har vundet en præmie, men da TV 2 Lorry taler med butiksindehaveren indrømmer han, at manden på billederne er mistænkt for butikstyveri. 

- Man kan lige så godt kalde en spade for en spade. Det er en tyv. Vi har tydelige overvågningsbilleder, der viser at han tager kød fra butikken. 

Overtræder loven

Men det er i strid med persondataloven at offentliggøre billedet uden samtykke fra personen. Butiksindehaver Brian Rosenstrand vidste godt, at opslaget kunne være på kant med loven, forklarer han til TV 2 Lorry. 

- Jeg vidste godt, at det måske kunne være en overtrædelse af loven. Men jeg havde skrevet det på en meget 'sober' måde, og synes selv, det var en god måde at gøre det på. Vi vil jo meget gerne have fat i manden, siger han til TV 2 Lorry. 

Ifølge Brian Rosenstrand lavede han opslaget, selvom han vidste det kunne være på kant med loven, fordi han er frustreret over de store mængder varer, der hvert år forsvinder fra butikken i Valby og en anden Meny-butik i Vigerselv i København, som han også driver. 

- Jeg ender sikkert med at få en bøde fra politiet, mens tyveknægten går fri, lyder det fra Brian Rosenstrand.

Spild af tid at anmelde

Ifølge ham taber han hvert år et millionbeløb på butikstyveri.

Brian Rosenstrand melder alle sager, hvor tyven bliver taget på fersk gerning til politiet, men sager, hvor personalet ikke står og tilbageholder tyven, bliver oftest ikke meldt. 

- Det er spild af tid. Selvom jeg anmelder det og sender billeder til politiet, hører jeg aldrig noget. Jeg har været selvstændig købmand i ti år. Og jeg har aldrig fået en tilbagemelding på de anmeldelser, hvor vi ikke selv har tilbageholdt tyven, siger han. 

- Butikstyvene slipper uden konsekvens, og vi ser aldrig vores penge igen. 

Kædedirektør: - Vi skal overholde lovgivningen 

Brian Rosenstrand understreger overfor TV 2 Lorry, at han lagde billedet ud som selvstændig købmand.

Kædedirektør i Meny, Kenneth Pedersen, har forståelse for, at det kan være frustrerende for købmændene at blive udsat for tyveri, men fastholder at Meny altid skal overholde lovgivningen. 

- Det er klart, at vi skal overholde lovgivningen. Og det tilstræber vores købmænd også. Derfor er opslaget også taget ned igen, siger Kenneth Pedersen til TV 2 Lorry. 

Brian Rosenstrand fjernede opslaget fra Meny Toftegårds Plads Facebook-side kort tid efter, at TV 2 Lorry kontaktede butikken.