Københavnske grundejere skal måske feje for egen dør

Københavnske grundejere har i mere end 20 år skulle betale kommunen for renhold af fortove. Det bliver der lavet om på nu.

Hvis du er grundejer i København, betaler du lige nu Københavns Kommune for at få holdt fortovene udenfor din ejendom rene.

Alt efter om din gade er vurderet til at være meget eller lidt beskidt, koster det i 2018 mellem 125 og 170 kroner årligt pr. kvadratmeter at få rene fortove - den såkaldte Fortovsordning.

Men nu bliver det muligvis - for første gang siden midten af 1990'erne - grundejernes eget ansvar at holde fortovet rent - til gengæld må de så købe ydelsen hos hvem de vil.

Det er Teknik- og Miljøudvalget i København, der mandag aften i næste uge skal tage stilling til spørgsmålet på baggrund af en indstilling fra forvaltningen.

Private firmaer kan gøre det billigere

I en pressemeddelse skriver kommunen, at man hjemtog opgaven i sin tid for at øge tilfredsheden med renholdet i København, da man på den måde sikrer, at hele gaden gøres rent på samme tid, men at der blandt grundejere har været utilfredshed med prisen.

Et udbud af en tredjedel af Fortovsordningen viser ifølge kommunen også, at private entreprenører kan løfte opgaven billigere end kommunen.

- Jeg så helst, at kommunen finansierede renhold af fortove på samme måde som man gør på Frederiksberg. Men jeg anser det ikke for realistisk, at vi kan finde de mange millioner, det vil kræve, med de økonomiske udfordringer, regeringen har skabt for København. Derfor bliver vi nødt til at tilbageføre ansvaret til de enkelte grundejere. Det får desværre stor betydning for de dygtige medarbejdere, der i dag står for renhold af fortovene. Det er jeg personligt rigtig ked af, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten.