Københavns Kommune har besluttet, at der skal ansættes en ny juridisk kontorchef i Borgerrepræsentationens sekretariat.
- På baggrund af sagen om lokaleudlån på rådhuset er det min vurdering, at der er behov for at styrke den juridiske ledelse i BR-sekretariatet, udtaler administrerende direktør for Økonomiforvaltningen Peter Stensgaard Mørch i en pressemeddelelse.
Jeg er tilfreds med, at den juridiske ledelse i BR-sekretariatet styrkes. Det har der vist sig et behov for, så vi undgår fejl i fremtiden.
Beslutningen om at forstærke sekretariatet er truffet, efter at det er kommet frem, at en række politikere i strid med reglerne har lånt festlokaler på rådhuset gratis til blandt andet receptioner.
Blandt andre Anna Mee Allerslev (R) og Venstres spidskandidat ved kommunal- og regionsvalget, Cecilia Lonning-Skovgaard, havde lånt lokalerne.
Borgerrepræsentationens sekretariat har ansvaret for at betjene medlemmer fra alle partier. Det skal vejlede i og håndhæve de regler, der gælder for politikerne.
Økonomiforvaltningen har i en redegørelse til Ankestyrelsen konkluderet, at det var i strid med reglerne at udlåne lokaler til medlemmer af Borgerrepræsentationen.
Anne Mee Allerslev endte med at træde tilbage som beskæftigelses- og integrationsborgmester og spidskandidat for De Radikale.
Hun valgte at betale de 65.000 kroner for leje af lokalerne, hvilket Cecilia Lonning-Skovgaard også gjorde for nogle uger siden.
Overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig over, at Borgerrepræsentationens sekretariat nu bliver styrket.
- Jeg er tilfreds med, at den juridiske ledelse i BR-sekretariatet styrkes. Det har der vist sig et behov for, så vi undgår fejl i fremtiden, udtaler han i en pressemeddelelse.
Den nye chefstilling ventes slået op i begyndelsen af december med tiltrædelse snarest muligt.
/ritzau