Dyrkerne af E-sport - altså sport, der foregår foran computerskærme - kommer nu til at udfordre de traditionelle idrætsgrene helt bogstaveligt. For Københavns Kommune har besluttet at placere et stort E-sportscenter i et idrætanlæg. Så her skal E-sportsudøvere dyrke deres sport side om side med andre idrætsfolk.
Centeret skal ligge i Grøndal Multicenter i Københavns Nordvestkvarter, hvor man i forvejen kan dyrke en lang række traditionelle - og mere fysisk krævende idrætsgrene. Men nu skal det opgraderes.
- E-sport er det nye sort. Sportsgrenen er i hastig vækst, og nye foreninger skyder op. Med et egentligt center, der er indrettet til E-sport, bliver det muligt for endnu flere københavnere at dyrke E-sport og gaming, siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).
Men måske ligger der en bagtanke bag placeringen - i hvert fald udtrykker kulturborgmesteren håb om, at E-spillerne får lyst til at prøve kræfter med andre idrætsgrene, efter at de har siddet bag deres skærme i mange timer.
Projektet ventes at kunne stå klart til foråret. Det koster 1,75 millioner kroner, og der skal ansættes en instruktør, som kan hjælpe "gamerne".
Og københavns Kommune er ikke ene om at have fået øje på E-sportens potentiale. Forleden annoncerede FCK og Nordisk Film, at de investerer i - og samarbejder om - E-sportprojekter. Det sker via E-sports holdet North, som de to stiftere årligt vil skyde et millionbeløb ind i.
Samtidig ventes det, at der skal investeres et stort millionbeløb i et nyt esportscenter i Lokomotivværkstedet i København.