Her gør man gang på gang klamme fund i Københavns Havn

By & Havn bliver ved med at finde den ene klamme bakteriebombe efter den anden i Københavns Havn.

By & Havn har siden sommer undersøgt en særdeles ulækker affære i Københavns Havn.

I starten af august opdagede Københavns Kommune meget høje niveauer af e-coli-bakterier og intestinale eterokokker i havnebadezonen Sandkaj i Nordhavnen.

E-coli og intestinale enterokokker er tegn på, at der ryger toiletvand direkte i havnen, og derfor blev den planlagte åbning af havnebadezonen sat på standby, indtil den forurenende synder var fundet.

Det har dog vist sig at være et tidskrævende detektivarbejde med flere beskidte overraskelser undervejs.

Fandt fejl på fejl

Ifølge Ingeniøren fandt By & Havn efter nogle dages undersøgelse frem til en hel række fejl i et nyopført byggeri, som sendte det beskidte vand i havnen.

Forureningen skyldtes, at afløbet fra toiletterne i ejendommen var blevet koblet på regnvandsledningen, som leder overfladevand direkte i havnen.

Selvom bygherren fik ændret rørføringen, viste nye vandprøver stadigvæk et forhøjet bakterieniveau. Denne gang var det dog ikke toiletter, men derimod køkkenvaske, der var blevet koblet forkert på.

De opfølgende prøver viste imidlertid, at der stadig var bakterieproblemer. Og så fortsatte detektivarbejdet på ny.

Her fandt man frem til, at endnu flere køkkenvaske, end man først havde antaget, var forkert koblet på regnvandsledningen.

Stadig plaget af e-coli

Først den 8. november viste vandprøverne endeligt, at bakterieniveauerne overholdt kvalitetskravene. Men udsigten til et rent havnebassin var kortvarig.

For da kommunen mandag den 20. november igen foretog en ny kontrolmåling, var resultatet nedslående, skriver Ingeniøren.

- Der er igen konstateret e-coli i et af de tre udløb. Det er helt oppe på 10.000 MPN per 100 ml. Så der er stadig et problem, siger anlægschef og havnebygmester hos By & Havn, Hans Vasehus, til Ingeniøren.

Normalt skal tallet, som Hans Vasehus referer til, ligge på 15 MPN/100 ml. Så vandet er langt fra rent i Nordhvanen, hvor beboerne endnu ikke har kunnet indvie havnebadezonen.

Håndværkere hældte beton i kloaken

By & Havns samarbejdspartnere skal derfor nu i gang med at større undersøgelsesarbejde, der skal isolere kilden til forureningen.

Ifølge Ingeniøren er sjusk med VVS-installationer, ikke de eneste fejl, som By & Havn har afsløret i Nordhavnen.

Der er også fundet byggematerialer nede i kloakledningerne.

- Blandt andet var der kommet selvnivellerende beton helt ud i vores hovedledninger. Det er ikke lige, hvad man forventer at finde, siger Hans Vasehus til Ingeniøren.

Et beløb der er til at få øje på

Han fortæller, at By & Havn har hyret eksterne fagfolk ind til at få fjernet betonen fra deres ledninger, og at man lige nu er ved at opgøre en større regning til de involverede bygningsejere.

- Der er hverken småpenge eller formuer, men det er et beløb, der er til at få øje på, siger anlægschefen.

Selv om han var overrasket over de mange fejl og fundet af beton i kloakken, planlægger By & Havn ikke at lede efter fejl andre steder.

- Vores opgave er at etablere hovedledningerne. Vi kan ikke gå ind og kontrollere, hvordan man tilslutter sig dem på de enkelte byggefelter. Vi har talt med kommunen om, vi eller de kunne have gjort noget anderledes i denne sag, men det mener vi ikke umiddelbart, at vi kunne, siger han til Ingeniøren.