Grønt Formel 1-alternativ er billigere for København end forventet

Initiativtagerne til det eldrevne racerløb, Formel E, håber, at et nyt budget kan lokke politikerne til at støtte løbet, nu hvor den larmende storebror, Formel 1, er droppet.

Selvom der tidligere på sommeren blev takket nej til Formel E-løb i København, så lever drømmen om et el-drevet racerløb stadig.

For i sidste uge blev det meldt ud, at der ikke bliver noget Formel 1 i Københavns gader - og det åbnede en mulighed for igen at smide det batteridrevne racerløb på bordet.

Personerne bag forslaget kommer med et nyt og reduceret budget - og håber nu at kommunen en gang for alle vil se mulighederne i det miljøvenlige racerløb. 

- Det nye budget vil være stærkt reduceret i forhold til den investering, der skal gøres. Den vil kun bygge på det teknisk, faglige arbejde, som kommunen har folk til at gøre. Det er en gave til København det her, siger Jørgen Grønkjær, der er initiativtager til og projektansvarlig for Formel E i København.

I det oprindelige budget skulle kommunen lægge 110 millioner over tre år. Det stemte kommunens Kultur- og Fritidsudvalg ned.

- Det er specielt den økonomisk del, hvor vi synes, det er urealistisk, at vi skal investere 110 millioner. Et sådant beløb vil gå ud over kernevelfærd som biblioteker, kultur og kunst, som vi ikke er klar til at skære ned på, sagde Niko Grünfeld, kultur- og fritidsborgmester i juni.

I det reducerede budget skal kommunen betale 30 millioner for vejregulering.

Til sammenligning lagde Københavns Kommune et tilskud til VM i ishockey på 5 millioner kroner.

Jonas Bjørn, politisk ordfører for Socialdemokratiet og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget ser positivt på det nye budgetforslag.

- 30 millioner er rigtig, rigtig mange penge, men jeg vil ikke afvise det. Kommer der en ny henvendelse, så kigger vi positivt på det. Jeg synes jo, at formel E er meget spændende, men der skal selvfølgelig være rimelighed i, hvad vi betaler for et event, siger han.

Jørgen Grønkjær sender inden for de næste to uger det nye budget til politikerne.

HVAD ER FORMEL E?

FIA Formula E Championship er en løbsserie for elektriske racerbiler.

Det kan sammenlignes lidt med Formel 1 - bare for elbiler.

Her er tophastigheden omkring 220 kilomter i timen i modsætning til Formel 1, hvor tophastigheden 350 kilometer i timen.

Støjen er langt mindre end ved Formel 1-løb. Når en Formel E-bil bremser, når den op på 80 decibel - en motorvej er på cirka 70 decibel. En Formel 1-bil når 130 decibel.

I sæsonen 2018-2019 afvikles løb i Saudi Arabien, Marokko, Mexico, Hong Kong, Kina, Italien, Frankrig, Monaco, Tyskland, Schweiz og USA.

​​​​​Kilder: Ingeniøren og Formula E

"Perfekt til København"

Overborgmester dødsdømte for nyligt Formel E's mere larmende og forurenende storebror, Formel 1. Det skyldtes, at han ikke mente, at der var bred nok opbakning, og at kommunen ikke ville betale for løbet.

Jørgen Grønkjær håber nu, at Formel E vil tage Formel 1's plads i København.

- Det gør vi, fordi Formel E passer ind i Københavns klimamål og de nye omstillinger, som man lægger op til med el-busser og varetransport i elbusser. Formel E giver en stor eksponering af de grønne tiltag, der er på vej. Det passer perfekt til København. 

Den del er Jonas Bjørn enig i.

- En del af den folkelige kritik bag Formel 1 var, at det ikke passede ind i Københavns grønne profil. Der er ingen tvivl om, at Formel E passer bedre ind i det billede, som folk har af København, siger han. 

Der er foretaget en forundersøgelse af FIA Formula E Championship, der viser, at løbet kan gennemføres i København.

Byer som Paris, Berlin og Rom har Formel E i deres gader.

Initiativtageren understreger, at det også er en mulighed at flytte racerløbene til byer som Oslo, Stockholm eller Göteborg, men at løbets arrangører aktivt ønsker at placere løbet i København.

Foruden Københavns Kommune skal Staten, Region Hovedstaden, Sport Event Denmark samt Wonderful Copenhagen også spytte penge i kassen for at skaffe løbsserien til byen.

I juni droppede Kultur- og Fritidsudvalget Formel E, fordi det var for dyrt. Se mere her: