I forlængelse af jobreformen oplever medarbejderne på Københavns jobcentre i stigende grad at måtte tilkalde centrenes vagter på grund af trusler om vold, skriver Berlingske Tidende.
Af frygt for repressalier vil de ansatte ikke udtale sig til Berlingske.
Reduktion i ydelserne gør folk mere desperate
Men centerchef, Maria Bøje, forklarer til avisen, at de typisk sårbare eller socialt udsatte borgere som oftest reagerer i afmagt over lavere ydelser og krav om aktivering.
-Reduktion i ydelserne gør folk mere desperate. Så i denne periode må vagterne gribe ind i flere situationer end ellers, siger Maria Bøje til Berlingske Tidende.
Det er særligt de 14.000 aktivitetsparate borgere over 30 år, der truer personalet.
- Det er klart, at vi skal helst have en service og en dialog, hvor det ikke ender i konflikt. Men når det sker, skal sikkerheden være i orden, og vi skal have helt klare arbejdsgange, skriver Anna Mee Allerslev, Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, i et blogindlæg på b.dk.