Flere hundrede demonstrerer foran KL: “Vi kan gøre en forskel”

Onsdag eftermiddag er flere hundrede demonstranter samlet foran Kommunernes Landsforening i København.

"I sne og slud skal demonstrationen ud," lyder det foran Kommunernes landsforening, hvor flere hundrede utilfredse borgere er samlet til demonstration.

Demonstrationen skal sende et klart budskab til KL, inden Kommunernes Landsforening i morgen mødes til økonomitopmøde. En årlig tradition, som denne uge har fået ekstra betydning i forbindelse med de igangværende overenskomstforhandlinger.

- Vi kan gøre en forskel. I dag sætter vi en ny kurs, siger Kjell Nilsson, der er hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening, i sin tale til demonstrationen.

Godt 400.000 rammes

Over en halv million kan blive sendt hjem fra arbejde uden løn den 10. april. Både staten, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner har nemlig varslet lockout.

Hvis der ikke findes en overenskomstaftale inden 10. april risikerer op mod 120.000 statsligt ansatte, 70.000 regionalt ansatte og 250.000 kommunalt ansatte at blive berørt af konflikten i form af lockout.

- En lockout er et stort skridt. Jeg vil gerne understrege, at vi ikke ønsker konflikt, men jeg har besluttet, at vi er nødt til at svare igen, sagde Innovationsminister Sophie Løhde (V), der er statens chefforhandler, på et pressemøde i Finansministeriet her til formiddag.

 
 
Foto: Mathias Lilholt / TV 2 Lorry