Københavns Politi opretter nu endnu en visitationszone i København.
Denne gang på Amager, hvor en 20-årig blev ramt af skud tirsdag aften i en bandekonflikt.
I visitationszonen kan politiet stikprøvevis undersøge personer, deres tøj og køretøjer i området.
Politiet opretter visitationszonen, fordi der har været flere skudepisoder i området.
Her fremhæver politiet blandt andet skudepisoden tirsdag aften på Holmbladsgade, men også to skudepisoder i april på henholdsvis Halgreensgade, hvor en gruppe personer blev skudt på, og på Dalslandsgade, hvor en person blev ramt.
- Formålet med indførelsen af visitationszonen er at skabe tryghed for borgerne i området ved blandt andet at medvirke til, at personer ikke bærer eller besidder våben, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse.
- Det skal ses som et værktøj, som vi har gode erfaringer med at bruge i forbindelse med bandekonflikter.
Ifølge politiet relaterer de enkelte episoder sig til en konflikt mellem to registrerede bandegrupperinger, men der er ikke nogen sammenhæng mellem bandekonflikten på Nørrebro.
Borgerne kan forvente mere politi i visitationszonen både på gåben og i bil.
Visitationszonen er gældende fra onsdag kl. 17.00 til torsdag den 31. august 2017 kl. 12.00.
Forlænger nuværende zone
Der er i forvejen en gældende visitationszone, der dækker området Nørrebro, Tingbjerg, Brønshøj og Husum. Den udløber den 17. august klokken 12.00, men Jørgen Bergen Skov fortæller på et pressemøde, at den forlænges.
- Vi har en visitationszone som udløber i morgen, og der er ikke noget, der tyder på, at vi skulle lade være med at forlænge den. Så ja den bliver forlænget, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov på en pressebriefing onsdag.