Skat måtte ikke beslaglægge Claus Ødegaards bil i juli sidste år med begrundelsen om, at man troede, at manden i fremtiden ville komme til at opholde sig meget mere i Danmark end i Sverige.
Det har Østre Landsret besluttet onsdag. I en kendelse beslutter retten at ophæve beslaglæggelsen af den 40-årige mands kanariegule Audi.
Retten i Roskilde gav ellers Skat medhold i sagen 1. november.
Claus Ødegaard bor i Sverige, men arbejder i Køge. Ifølge Ekstra Bladet investerede han i bilen i marts sidste år, men i juli beslaglagde Skat bilen.
Begrundelsen lød, at man tror, at den 40-årige mand i fremtiden kommer til at opholde sig meget mere i Danmark end i Sverige.
Bilen, som Claus Ødegaard har købt i Tyskland, må han kun eje, hvis han sover hjemme i Sverige mindst 180 dage om året, og det har en anonym person tippet Skat om, at han ikke gør.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kommenterede 10. januar sagen på Facebook:
- Nogle gange læser man noget i aviserne, som lyder en kende mærkeligt. Og som derfor skal undersøges, skriver han og tilføjer:
- Som minister har jeg ikke lov til at gå ind i konkrete skattesager. Men jeg kan til gengæld få undersøgt, om reglerne er, som de bør være på det her område.