To bandemedlemmer på 21 og 22 år er fredag i et grundlovsforhør i København blevet varetægtsfængslet i foreløbig 24 dage.
Det skriver Ritzau.
De to mænd er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med en skudepisode den 20. august. Her blev der affyret mindst otte skud mod tre personer, der sad i en sort Passat i Esromgade på Nørrebro.
Ifølge Ritzaus oplysninger er de to mænd medlemmer af Loyal To Familia (LTF).
Det vil vicepolitiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi dog hverken be- eller afkræfte. Han har dog tidligere oplyst, at de begge er en del af bandemiljøet.
I grundlovsforhøret, der blev holdt for lukkede døre, nægtede begge mændene sig skyldige, men ville i øvrigt ikke udtale sig.
Loyal To Familia er i øjeblikket i konflikt med banden Brothas - en konflikt, der foreløbig har kostet to mænd livet.
Døde af sine kvæstelser
Tirsdag aften blev en 30-årig mand dræbt og to andre såret, da der blev skudt mod dem ved Mjølnerparken på ydre Nørrebro.
Ifølge Ritzaus oplysninger er de tre ofre medlemmer af Brothas.
Gerningsmændene er stadig på fri fod, og det kan derfor heller ikke endeligt fastslås, at det var LTF'ere, der stod bag skyderiet.
Og natten til fredag blev en 20-årig mand alvorligt såret, da der blev skudt mod hans bil i Tingbjerg i det nordvestlige København. Han døde fredag af sine kvæstelser.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den 20-åriges to brødre hos politiet registreret som medlemmer af LTF-banden. Men det er den 20-årige ikke.