Der har været stille på krydstogtkajen på Langelinie i hele 2018.
Men langfredag blev stilheden brudt, da Astoria sejlede ind med 556 gæster om bord.
Dermed er krydstogt-sæsonen skudt i gang - og det bliver en travl én af slagsen. I København sejler ikke færre end 342 krydstogtskibe til byen, mens henholdvis fem og fire skibe ifølge planen skal lægge til kaj i Helsingør og Hundested i 2018.
I København forventer man 875.000 gæster i løbet af 2018 - og det er rekord. Derudover varer sæsonen 215 dage, der også er den længste nogensinde.
Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, fortæller, at Danmark er blevet en populær destination for blandt andre tyskerne og englænderne.
- Tyskerne har altid villet til Danmark i sommerhus, men nu kommer de også på krydstogtskibene. Blandt englænderne er de danske tv-serier et stort hit. Så der er mange grunde til at besøge København udover Den Lille Havfrue og Tivoli, siger han.
Krydstogtskibe er en samfundsgevinst
De mange krydstogtskibe, der lægger til kaj i København, er ikke bare positivt for turisterne, men også for hovedstaden.
- Det betyder rigtig meget med alle de gæster. I København lægger de mange penge, og de skaber mange jobs, siger Claus Bødker.
På landsplan forventer man en omsætning på cirka 1,5 mia. kroner og 2.100 fuldtidsjob.
Fredag er krydstogtturisterne taget til København for at nyde solskinnet, eller også er de taget med en tur til Nordsjælland, som de har booket på forhånd.
Claus Bødker mener, at Danmark har formået at slå rekord på rekord med krydstogtturisme, fordi alle interessenter lige fra lufthavn til hoteller arbejder sammen for at give gæsterne det bedste besøg.