Anklagemyndigheden i København kræver et medlem af banden Loyal to Familia udvist af Danmark. Han er tiltalt for trusler mod politiet og er tidligere betinget udvist.
I anklageskriftet er den sigtede omtalt som "ledende medlem af grupperingen Loyal To Familia", oplyser senioranklager Henrik Bergquist i en pressemeddelelse.
Bandelederen blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør 12. august. Det skete i Københavns Byret under massiv tilstedeværelse af medlemmer fra banden Loyal To Familia (LTF).
Tilbragte store dele af livet bag tremmer
Ved den lejlighed fortalte han, at han nægtede sig skyldig i den sigtelse, der var rejst mod ham.
LTF spiller ifølge Københavns Politi en central rolle i forbindelse med den bølge af skyderier, der har præget København hen over sommeren.
Gruppen ligger ifølge politiet i konflikt med flere grupperinger fra blandt andet Mjølnerparken og Nordvestkvarteret.
Bandelederen har tilbragt en stor del af sit voksenliv bag tremmer. Under retsmødet den 12. august fortalte hans advokat, Michael Juul Eriksen, at han har siddet inde i ni ud af de seneste ti år.
Tidligere dømt for dødsvold
Som 21-årig blev den i dag 30-årige leder dømt for at have deltaget i et voldsomt overfald på William Lennon Davis i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Davis blev stukket med kniv 14 gange.
Retten dømte tre mænd - blandt dem bandelederen - for vold med døden til følge. Lederen, der har pakistanske rødder, fik otte års fængsel og en betinget udvisning.
En betinget udvisning gives i situationer, hvor der i princippet kunne ske udvisning, men hvor retten vurderer, at der er særlige grunde til ikke at dømme den pågældende til udvisning.
Med en dom til betinget udvisning følger en prøvetid på to år, og hvis den dømte skulle rode sig ud i ny alvorlig kriminalitet, så vil udgangspunktet være, at der skal ske udvisning - ubetinget.
Og sådan en dom har han fået to gange. Det er faktisk kun lidt mere end to år siden, at han fik sin seneste betingede udvisning. Det skete i forbindelse med et overfald på en anden bandefigur, Store A, i Vestre Fængsel.
/ritzau/